Tidligere operativ chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen er død. Det oplyser hans datter i en sms til TV 2 Kosmopol.
Han blev 82 år.
Ifølge datteren sov han stille ind på sygehuset i Hillerød efter længere tids sygdom.
Datteren Sally Bech Rasmussen uddyber i et opslag på Facebook:
»Himlen har i nat fået den største stjerne, da et helt særligt og unikt menneske er gået bort. Min højt elskede far sov efter eget ønske stille og roligt ind efter længere tids sygdom.«
»Han har som ingen anden sat dybe aftryk hos de mennesker, han mødte på sin vej, og vi hans nærmeste vil for altid savne hans visdom, omsorg og kærlighed. Gemt i vores hjerte,« skriver Sally Bech Rasmussen.
I samme ombæring sender hun en stor tak til personalet på intensivafdelingen på Nordsjællands Hospital i Hillerød for kærlig og omsorgsfuld pleje.
Bonnichsen var ansat ved politiet i 41 år. Han gik på pension i 2006.
Foruden sin stilling som operativ chef for rejseholdet ved PET, nåede Bonnichsen også at være chefkriminalinspektør ved Rigspolitiet.
Han har efter sin pension skrevet en række bøger og desuden været brugt som ekspert i medierne.
