Den lune sommerdag, hun åbnede sommerhusets badeværelsesdør, ændrede hendes liv sig på et splitsekund. Braget, flammerne, trykket. Hun var få centimeter fra at dø og vil for altid være mærket af det, der skete.
Den tidligere Miss Danmark Tine Bay har altid været glad for sin krop. Den har været smuk nok til at vinde skønhedskonkurrencer og stærk nok til at løbe maraton og vinde danmarksmesterskaber i sprint for veteraner.
Livet kørte på skinner for hende. Skøn mand og søde børn. Stort hus i den helt rigtige del af Aarhus-bydelen Risskov. Men for tre et halvt år siden blev 48-årige Tine Bay slået fuldstændig omkuld af livet.
Det har hun skrevet en bog om, 'Op igen', som hun lige nu turnerer med.
Ulykken skete en sen aften i familiens fritidshus på Djursland. Det var første gang, hun skulle overnatte i huset alene, og hun glædede sig til et par sommerdage i fred og ro med hunden Ayo.
Hun havde lige gået en aftentur med hunden sammen med sin mor, der også var i sommerhus et par hundrede meter derfra. Hun satte sig på træterrassen foran huset og skrev en godnatbesked til sin mand i skumringen og fortalte ham, at hun elskede ham.
Hvad hun på det tidspunkt ikke ved, er, at mens hun har været ude at gå tur, har husets nye gasvandvarmer lækket gas. Rigtig meget gas, som har hobet sig op i de nederste luftlag på badeværelset. Der var et tændt stearinlys derinde, og i det sekund, Tine Bay tager i døren og dermed lukker frisk luft ind, hvirvler gassen op til stearinlyset og udløser en eksplosion.
»Det er så sindssygt voldsomt. Først kommer der en lille stikflamme på min hånd, før den rigtige eksplosion sætter ild til min krop. Huden glider af omgående, mine fødder bløder, alt lugter brændt. Jeg har aldrig prøvet noget så ulideligt og forstår slet ikke, hvorfor jeg ikke dejsede om af smerte,« siger Tina Bay.
Hun ved ikke, hvad der er sket. Kun at hun skal væk, og at hun skal finde vand. Hun tager hunden – der også er blevet forbrændt – med sig, og med smertefulde, slæbende skridt bevæger hun sig mod sine forældres nærliggende sommerhus.
Hun banker på forældrenes rude og råber, at hun brænder. Blodet drypper gennem stuen og ud på badeværelset, hvor hun bruser de åbne kødsår, mens forældrene ringer efter en ambulance.
39 procent af hendes krop havde fået en anden- eller tredjegradsforbrænding.
»Jeg havde cowboyshorts på, og det redder mig. For hvis ilden var nået op til mit underliv og kropsåbningerne der, ville jeg være død af indre forbrændinger,« siger hun.
Hun bliver kørt på Skejby Sygehus og kort efter fløjet til Odense Universitetshospital. Herefter følger 50 tågede, smertefulde dage med et hav af transplantationer, narkoser og sårpleje.
»Jeg var helt afmægtig. Jeg havde plastikposer på hænderne, så jeg kunne ikke engang selv drikke et glas vand eller gå på toilet. Jeg skulle have hjælp til alt, og det var så voldsomt et kontroltab. Jeg græd hver eneste dag,« siger Tine Bay.
Da hun endelig blev udskrevet, var det til en sygeseng i stuen, kørestol og hjemmesygeplejerske. Og her gik det for alvor op for hende, at hendes liv for altid ville være forandret.
»Jeg plejer at se mig selv som sej og ukuelig, sådan lidt 'badass'. Og pludselig var jeg bare så sårbar. Det var pinligt, syntes jeg, og det har taget mig lang tid at lære at stå ved og acceptere, at sårbarheden også er en del af mig,« siger hun.
Selvom der nu er gået tre et halvt år, har Tine Bay stadig store problemer med sine ben. Hun kan ikke gå og stå særlig langt, og hun har fået en dropfod. Psykisk har det også haft konsekvenser for hende i form af PTSD.
Hun har brugt lang tid på at være vred over, at noget så uretfærdigt som en gaseksplosion skulle ramme hende. Særligt da det viste sig, at fejlen med gasvandvarmeren skyldtes sjusk hos en vvs'er, der efterfølgende blev dømt til at betale hende en erstatning på 40.000 kroner.
Men hun gjorde op med sig selv, at hun ikke ville være sådan en, der var vred og bitter. Så for sin egen skyld valgte hun at tilgive vvs'eren, og hun oplevede, at det satte hende fri.
Da hun i 1995 repræsenterede Danmark ved en Miss World-konkurrence i Sydafrika, fik hun mulighed for at møde daværende præsident Nelson Mandela. Den måde, han reagerede på den uretfærdighed, han mødte – selvom den selvfølgelig var af en anden karakter – inspirerede hende.
»Det, man som menneske har mulighed for at styre, er, hvordan man reagerer på det, livet nu engang byder en. Og så kan det, der i første omgang virker umuligt, pludselig blive muligt. Faktisk kan man blive glad og få et rigtig godt liv, selvom det ikke bliver, som man havde forestillet sig,« siger Tine Bay.
Med tiden har hun også lært at se med kærlige øjne på sine arrede ben. I starten skammede hun sig og skjulte dem. For hun havde været vant til, at det var en del af hendes selvopfattelse, at hun havde lækre stænger, og hun havde aldrig før følt andet end glæde og tilfredshed med sin krop, der tog sig godt ud på modelbilleder og klarede sig godt i atletikkonkurrencer og til løb.
»Det var en overvindelse for mig at være ligeglad med, hvordan mine ben ser ud. Men jeg besluttede mig for at se på dem med kærlighed og i stedet tænke på, hvor meget de har været igennem, og hvor godt de har klaret det,« siger hun.
Noget af det, hun også ser med kærlighed og taknemmelighed på, er det netværk af venner, familie og bekendte, der trådte til, da hun og familien havde brug for hjælp.
For eksempel sørgede kontakter i hendes søns badmintonklub i Aarhus for, at badmintonstjernen Viktor Axelsens mor, der var frisør, kom op på hospitalet og klippede hendes brændte hår af, mens andre sørgede for aftensmad til familiens fryser.
Og så snart hendes fingre blev sluppet fri af forbindingerne på hospitalet, begyndte hun at dele tanker og følelser på de sociale medier som en slags dagbog.
Hun følte sig mindre alene, når hun kunne skrive med andre fra sin hospitalsseng. Og med tiden oplevede hun, at der også var andre, der havde gavn af alt det, hun delte. For selvom det er de færreste, der bliver udsat for en gaseksplosion, oplever de fleste på et eller andet tidspunkt en krise.
»Det var så meningsløst, det der skete. Men det blev værdifuldt for mig, at nogen kunne bruge mine erfaringer til noget meningsfuldt. For jeg er langtfra den eneste, der har oplevet, at et splitsekund kan ændre ens liv for altid. For andre er det måske sygdom, skilsmisser eller dødsfald,« siger Tine Bay.
Det er også derfor, hun har skrevet en bog. I håbet om, at der er andre, der kan bruge hendes erfaringer til noget og kan spejle sig i de følelser, hun har kæmpet med.
