Danmarks minkproduktion har i den seneste periode været omdrejningspunktet for samfundsdebatten i Danmark. Mange minkavlere må se deres livsværk gå op i røg, og må ud og finde et nyt erhverv.
For 57-årige Peter Ølgaard er det dog en anden snak. Han opgav sin minkfarm tilbage i februar 2019 til fordel for at være brolægger, og han har ikke fortrudt det.
»Jeg troede ikke rigtig på mit minkfarm mere. For mit vedkommende var der lange udsigter til en lys fremtid i mink-erhvervet. Generelt blev der produceret langt flere mink, end der var behov for, så der var ikke nok penge i det,« fortæller Peter Ølgaard fra Grevinge til B.T., der er glad for sit karriereskift allerede tilbage i 2019.
»Det er ikke fordi, at jeg fortryder min tid i minkbranchen, tværtimod. Jeg har altid været glad for at være en del af den. Jeg startede som 17-årig, men desværre så jeg ingen fremtid i det.«

Peter Ølgaard er nu brolægger og har eget firma med 12 ansatte.
Mange af de ansatte har han hevet med over fra sin minkfarm og omskolet dem til brolæggere. Samtidig havde Peter Ølgaard i forvejen mange af de værktøjer, som skulle til, så overgangen for ham var ikke så slem.
Selv om han selv havde en længere betænkningstid, så opfordrer han nu andre til at gå samme vej som ham selv.
»Der er rigtig mange lokale håndværkererhverv, som står og kan bruge ekstra hænder. Man skal bare melde sig til og få en masse at lave. De fleste avlere har en masse passende værktøj i forvejen.«
»Det har givet mig mange flere penge i kassen, jeg var også heldig at ramme et tidspunkt med masser af efterspørgsel. Efter corona kom frem, så har det været helt vildt. Nu hæver de også håndværkerfradraget, og det kan måske også hjælpe mange, der står og skal have nyt erhverv.«
I hele landet tilbyder regionerne nu krisehjælp til minkavlere, deres familie og deres ansatte, der på en eller anden måde har brug for psykologisk hjælp.

