Cecilie Guldbrandsen stoppede som folkeskolelærer sidste år. Hun arbejdede på en mobilfri skole og var træt af at bruge sin tid på at lege mobil-politi.

Når hun havde en klasse fra morgenstunden, var det hendes opgave at få indsamlet alle elevernes telefoner. Og den seance indebar oftest både snydetelefoner, konflikter og lommeaftaler.

»Det fyldte rigtig meget. Og det var en af de mange ‘ekstra’ opgaver som lærerne lige måtte fikse. Og det var grunden til, at jeg stoppede. Jeg blev træt af, at jeg aldrig havde tid til at lave den fede undervisning, som var grunden til, at jeg blev lærer.«

I begyndelsen af 2024 kom Børne- og Undervisningsministeriet med anbefalinger til at begrænse skærmene i skolerne.

'Pak mobilerne væk. Spær adgang til hjemmesider med spil, streaming og TikTok. Læg computeren ned i tasken, hvis ikke den skal bruges. Skolen skal ikke være en forlængelse af teenageværelset. Tag klasselokalet tilbage. Det er budskabet,' lød det fra børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.

Et budskab, der er lettere sagt end gjort.

Den tidligere folkeskolelærer Cecilie Guldbrandsen oplevede, at man fra administrativ hånd havde en forventning om, at ‘når vi siger til børnene, at de ikke skal have deres telefon, så er det nemt for dem at lære at overholde det.’

Sådan fungerer det bare ikke i praksis:

»Jeg oplevede det som en svær opgave, hvis ikke man havde en tættere relation til de børn, man stod overfor. Og det har man jo ikke, hvis man kun har dem billedkunst for eksempel,« siger Cecilie Guldbrandsen.

Lommeaftaler med eleverne

Det kunne snildt tage de første 20 minutter af en lektion at samle telefoner ind,

»Og har du kun den ene kristendomstime på en uge, så er det jo ikke meget tid, der er tilbage til også at få lært noget,« siger Cecilie Guldbrandsen.

I den bedste af alle verdener kom børnene selv op og afleverede dem. Det har Cecilie Guldbrandsen da også oplevet var tilfældet i nogle klasser, hvor hun havde fået opbygget en god relation til børnene og ‘knækket koden,’ som hun kalder det.

»Det kræver virkelig et stort stykke arbejde at nå dertil. Jeg har prøvet at sammenligne det med, hvis man som voksen deltog i et møde, hvor der var en forholdsvis fremmed autoritetsperson, der skulle tage min telefon eller computer. Det, ville jeg også synes, var grænseoverskridende.«

Hvordan har du så oplevet det, når børnene nægter at aflevere den?

»Jeg har oplevet, at det er blevet til en konflikt, der har fyldt ind i det faglige, og som har spændt ben for, at vi kunne nå længere med det faglige.«

»Og jeg har også oplevet børn, der er gået fra undervisningen. Så det er jo en lille seance, der har været startskud til en rigtig, rigtig dårlig dag. Sådan et dårligt humør, som kan være svært for nogle børn at slippe, det hænger jo ved i alt, hvad de laver resten af dagen.«

Tror du, at du kunne have opbygget bedre relationer til nogle af eleverne, hvis du ikke havde den rolle som mobil-politi?

»Ja. Og derfor har jeg da også lavet mange lommeaftaler med flere elever. Fordi det er et spil at få de der relationer op at køre, og der skal man give og tage lidt. Børnene skal kunne se, at vi er mennesker, som også kan forstå, at i dag behøver du ikke.«

Har du i de situationer følt dig som en lus mellem to negle med en ledelse på den ene side og hensynet til relationsarbejdet med eleverne på den anden side?

»Når jeg har lavet sådan nogle aftaler, har det altid været med en elev, hvor jeg kunne forsvare fuldt ud hvorfor, og hvilke pædagogiske overvejelser, der lå bag. Og ikke bare fordi, jeg syntes, de skulle kunne lide mig.«

Hvordan skulle man indrette det anderledes, tænker du?

»Jeg ved godt, at skoleledere har meget at se til. Men de har bare en anden autoritet over for eleverne, end lærere har. Så hvis skoleledere på en eller anden måde var involveret i den der indsamlingsproces.«