Der sker udskiftninger i ledelsen på Den Uafhængige.

Tidligere ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet Poul Madsen overtager jobbet som bestyrelsesformand og medejer på Den Uafhængige.

Det blev onsdag annonceret i Den Uafhængiges morgenprogram 'En Uafhængig Morgen'.

Ifølge Poul Madsen selv skal han sørge for, at mediets journalistik kommer ud til flere mennesker:

»Jeg er på investorjagt. Det her er for vigtigt et projekt til, at det ikke skal blive endnu større,« siger Poul Madsen, som har 14 år erfaring i stolen som ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet.

Samtidig bliver Oliver Breum, som blandt andet har en fortid på P4 og som redaktør og vært på BEAM Audio Agency, ny chefredaktør for mediet.

»Da du ringer og spørger, om jeg vil tage over for dig (Asger Juhl, red), så var jeg egentlig ikke i tvivl,« siger Oliver Breum om jobbet og fortsætter:

»For jeg så dengang, hvad det kunne blive til,« siger han med henvisning til, at han tidligere selv har været ansat på Den Uafhængige.

Oliver Breum træder modsat sin forgænger Asger Juhl ind som chefredaktør på fuld tid.

Asger Juhl, som også er medejer, har både ageret radiovært, chefredaktør og bestyrelsesformand indtil nu.

Han træder tilbage næste måned for at blive journalistisk chefredaktør på Ekstra Bladet.