Stig Krabbe Barfoed, der blandt andet var vært på DR-programmet »Klar, parat, svar«, er død.

Han blev 92 år.

Det oplyser familien til Ritzau. Han døde tirsdag morgen i København, hvor han ligeledes blev født 29. maj 1934.

Han efterlader sig fem børn og flere børnebørn.

Stig Krabbe Barfoed var humanistisk uddannet fra Københavns Universitet, men et job som studenterspeaker i Danmarks Radio udviklede sig til en karriere i Statsradiofonien.

I 1969 blev han en del af radioteatret ved DR. Senere blev han programmedarbejder og vært på DRs afdeling i Aarhus.

Her lavede Stig Krabbe Barfoed en række programmer om danske kunstnere, og han var vært på flere programmer – blandt andet programmet »Landet rundt«.

Mest kendt er han nok for værtsrollen i quizprogrammet »Klar, parat, svar«.

Det var også Barfoed, der gjorde provokunstneren Jens Jørgen Thorsen kendt for danskerne i programmet »Kunstquizzen«.

Inden tiden i DR fungerede han som kulturredaktør på Aalborg Stiftstidende.

Mens Barfoed boede i Aalborg, var han med til at starte Jomfru Ane Teatret.

RITZAU