Rødbys tidligere borgmester Gert Mortensen (S) er død efter kort tids sygdom.

Han blev 73 år.

Det skriver TV 2 Øst og Folketidende.

Gert Mortensen har været byrådsmedlem gennem 35 år og bestred posten som formand for teknisk udvalg i Lolland Kommune ved sin død.

De seneste måneder var han sygemeldt, efter at han fik konstateret kræft.

Gert Mortensen var viceborgmester i Rødby i ni år, før han i 1990 overtog borgmesterposten.

Den beholdt han frem til 2002.

Gert Mortensen efterlader sig sin hustru og parrets søn.