En af sommerens store debatter har handlet om køer. Ikke dem på vejen mod Syden eller dem, der siger 'muh'.

Nej, dem i Legoland. Sidstnævnte er nemlig blevet kritiseret for at have særlige ordninger, hvor man kan købe sig til at springe køen over til forlystelser.

Debatten har særligt slået sine folder på sociale medier. Begge sider af det politiske spekter er stemplet ind i Legoland-gate: Nuværende såvel som tidligere LA-politikere giver deres holdning til kende og på den anden side står Enhedslistens Pelle Dragsted, der ikke lægger fingre imellem

»Legolands køsystem er noget af det mest udanske, jeg kan forestillle mig. Lærer børn af rige forældre, at de fortjener særlige privilegier ifht andre. Sådan undergraver man er af verdens bedste samfund«. 

En anden der heller ikke har for vane at lægge fingre imellem, det er iværksætteren Martin Buch Thorborg. På X har han markeret sig som en, der forsvarer Legolands system. 

Over for B.T. forklarer han hvorfor: 

»Det her er jo en helt normal måde at tjene penge på. Legoland er en kæmpe privat forretning, som har forskellige indtægtskilder, og det her er en af dem,« siger Martin Thorborg:

»De laver fine parker rundt omkring i verden, som alt sammen har bragt masser af skattekroner til Danmark. Så nu må de mennesker, der hyler over det her, holde fucking kæft og tage en tudekiks.«

Debatten er blusset op, fordi en familiefar i et debatindlæg i flere medier har fortalt om en oplevelse han selv, hans kone og deres tre døtre havde sidste år – i Legoland. Her konstaterede han nemlig ved selvsyn, at det er muligt at købe sig til at springe over køen til forlystelserne.

»Det er usympatisk og urimeligt, at forlysterne bidrager til denne forskelsbehandling for en minimal økonomisk gevinst,« skriver familiefaren.

Men den forklaring giver Martin Thorborg ikke meget for.

»Når du tager et tog, så kan du købe en pladsbillet, og hvis du gør det, så er der en anden, der må stå op, som ikke køber pladsbilletten. Hvis du tager flyet for eksempel, så er der fast track, så du kan komme hurtigere gennem security.« 

»Så jeg tror bare, vi skal komme lidt videre og kigge ud over vores egen næsetip i stedet for at tude over, at nogen skal stå lidt mere i kø end andre.«

En del af kritikken går på, at forskellen på Legoland og DSB og flyselskaber, er, at der her er tale om børn, der befinder sig i et eventyrligt Legoland-univers. Kunne der være et argument for at sige, at lige præcis i den her kontekst, der skal børn være lige, og der respekterer man bare køkultur?

»Jo, og så kunne man lave en regel, der hedder, at alle børn skal have den samme størrelse is. Og de skal alle sammen spise ude på græsplænen og have en remoulademad. Problemet er jo bare, hvor vi skal starte og stoppe? Hvorfor er det lige præcis køen, folk er trætte af? Er det ikke mere synd for de børn, der slet ikke har råd til at komme i Legoland?« spørger Thorborg og tilføjer:

»Man skal også huske på, at nogle af de her ting jo også er noget, der kan motivere folk til at gøre en indsats«. 

Legolands direktør, Christian Woller, har udtalt til TV 2, at han ikke mener, at den særlige køordning, der blev indført i 2011, går imod Legos værdier om, at børneuniverset er for alle.

Derudover påpeger Woller, at Legoland har mange tilbud for familier og børn, der er vanskeligt stillede – herunder en dag hvert år, hvor de inviterer udsatte familier gratis ind.

Legoland er ikke desto mindre den eneste forlystelsespark i Danmark, hvor denne tilkøbsordning, som ifølge Legoland udgør under 1 procent af de samlede kørte ture i forlystelserne, er mulig.