»Det sender et rigtigt kedeligt signal«.
Sådan lyder det fra den kendte iværksætter og debattør, Martin Thorborg, der er fortørnet over, at en særlig gruppe af danskere ikke kommer til at modtage nogen fødevarecheck.
»Først og fremmest må jeg sige, at jeg i det hele taget ikke er begejstret for checken,« understreger Martin Thorborg.
»Ikke, at jeg ikke under dem, der har det svært, nogle flere penge. Men jeg ville foretrække, at man gav dem, der mangler penge, en varig skattelettelse,« tilføjer han.
Han peger på, at tidligere politiske aftaler med kontante checks har været dyre i administration og behæftet med fejl, og at en varig skattelettelse ville hjælpe dem, der lider under højre fødevarepriser og inflation mere på sigt.
»Men når man så har taget en beslutning om at sende checks ud, så undrer jeg mig over de hovedmålgrupper, man har valgt. Altså især folk, der i forvejen får penge af det offentlige,« siger Martin Thorborg og fortsætter:
»Man glemmer lidt, at hvis du kigger på iværksættere og selvstændige, så tjener rigtig mange af dem mindre end kontanthjælp. Jeg havde håbet, at man havde lært lidt af covid, hvor iværksættere og selvstændige også blev ladt i stikken. Det har man så desværre ikke.«
Der udbetales en fødevarecheck på 2.500 kroner til en lang række grupper, der er på offentlig forsørgelse, herunder folkepensionister, SU-modtagere og kontanthjælpsmodtagere.
Samtidig udbetales der også en check på mellem 2.500 og 5.000 kroner til børnefamilier alt efter forældrenes indkomst.
Men selv hvis en iværksætter eller selvstændig, der ikke har børn, tjener mindre end en kontanthjælpsmodtager, får vedkommende ikke nogen fødevarecheck.
Martin Thorborg skrev tirsdag et opslag på Facebook om sagen, og han fortæller, at han siden da har modtaget mange kommentarer fra selvstændige og iværksættere, der er »kede af det og vrede«.
Hvis de her iværksættere lykkes, kan de også komme til at tjene store penge. Hvorfor skal de så have en check?
»Ja, og hvis de så gør det, kan de også regne med at få skattevæsenets udelte opmærksomhed. Men altså, langt de fleste iværksættere er nogle, der hverken ønsker eller evner at lave store penge. Det er for eksempel den lille selvstændige frisør eller håndværker,« svarer Martin Thorborg og fortsætter:
»De ligger ikke og tjener noget særligt, og så skal de se på, at folk, der er understøttet af staten får en check, der luner i en hård tid, mens de selv sidder med endnu mindre end dem og intet får. Det er ikke retfærdigt.«

