Iværksætteren Martin Thorborg kommer med en klar opfordring til alle i Grønland. 

I lyset af, at Donald Trump og hans regerings interesse i at få fingre i den store ø vokser og vokser, mener han, at grønlænderne skal stoppe al snak om selvstændighed. 

»Hvis man lige nu sidder som grønlænder og tænker på, at man bør være selvstændig, så skal man tage en meget dyb indånding, og spørge sig selv, om man ærlig talt har en chance på egen hånd,« lyder det fra Martin Thorborg, der i år 2000 tjente en formue på at sælge internetfirmaet Jubii. 

Har lige været på Grønland
Martin Thorborg var sidste år på Grønland for at holde foredrag, og han synes, at den store ø bør forblive en del af det danske kongerige. 

Derfor håber han heller ikke, at det kommende møde mellem USAs udenrigsminister, Mark Rubio, og den danske regering bliver startskuddet til, at der kommer en reel handel, hvor Grønland kommer under amerikanske hænder.   

»Der vil være trist, hvis Grønland pludselig ikke er en del af kongeriet mere, og det håber jeg ikke sker,« siger han. 

Men statsminister Mette Frederiksen har jo klart sagt, at det skal være op til grønlænderne, hvad de vil. Er du enig i det?

»Ja, og det må de jo afgøre. Jeg vurderer bare, at de burde ride den her storm af sammen med Danmark,« siger han. 

Rabobank har gættet på, at USA vil byde 318 milliarder kroner for Grønland, og hvis grønlænderne ender med at dele det enorme beløb, kan Martin Thorborg omvendt godt forstå, hvis de ender med at sige ja til at få det amerikanske flag plantet.   

»Hvis grønlænderne får et godt tilbud i den størrelse for at skifte til et amerikansk pas, kan jeg godt forstå, hvis de vil det,« sagde iværksætteren onsdag til B.T.

Du kan følge alt det seneste fra situationen omkring Grønland og resten af verdens i B.T.s liveblog lige her.