»Jeg er bange for at ende op med at være koblet til en maskine for at kunne trække vejret eller ikke selv at kunne gå på lokum. Så er du bare færdig. Du har passeret point of no return, hvis du er terminal syg, som min stedfar var.«
Sådan siger den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack, der tilbage i juli i år mistede sin stedfar gennem 36 år.
Rathsack er ellers ikke en mand, der frygter meget – heller ikke døden, lader han forstå. Men det skræmmer ham alligevel, hvis han dag skulle blive afhængig af andre mennesker eller en maskine for den sags skyld.
Stedfarens død er ikke omdrejningspunktet for snakken med Thomas Rathsack denne sensommerdag i september. Alligevel rummer samtalen også det, det hele drejer sig om:
At leve i nuet, overkomme nederlag, bevare fremdriften i livet og at undgå at forfalde til selvmedlidenhed, som blot er noget af det, Rathsack skriver om i sin nye bog 'Attitude – brug din mentale ammunition'.
»Min stedfar døde klokken seks om morgenen. Jeg styrketrænede få timer senere. Det var en trist dag. Men livet skal gå videre, og jeg blev nødt at til opretholde en vis grad af disciplin. Det er ikke eskapisme, men et forsøg på at sige, at når jeg er i modgang, så har jeg det bedst med at bevare fremdrift. Selvmedlidenhed har jeg ikke brug for, jeg har brug for momentum. Det betyder ikke, at jeg ikke sørger. Men jeg får ikke noget ud af at stoppe op og vælte mig i tragedien,« siger Thomas Rathsack.
Det er blot få år siden, at han i højere grad er begyndt at værdsætte nuet. Mere nøjagtigt i 2019 i en hospitalsseng, hvor en læge fortalte Rathsack, at han selv havde været tæt på at dø, efter han en dag uden varsel havde fået flere blodpropper i lungerne.
»Jeg er kommet til en erkendelse af, at jeg skal huske at nyde det, at jeg ikke hele tiden skal ræse hen mod målet, som jeg har gjort de seneste ti år. Men at jeg også skal blive bedre til at sætte pris på processen,« siger Thomas Rathsack.
Tankeprocessen fra dengang er nu blandt andet udmøntet i den nye bog, hvor den tidligere jægersoldat giver gode råd og udfordrer sig selv og os andre til at blive en bedre udgave af os selv.
»Det er en fed gevinst, at nogen tager imod de input og gode råd, jeg kommer med,« siger Thomas Rathsack, der gerne deler ud til dem, der gider modtage.
Han finder en sms frem fra en af dem, han har hjulpet.
Manden takker Rathsack for mental og fysisk sparring, så han nu kan undgå en rygoperation, der ellers var planlagt.
Rathsack smiler bredt, og man fornemmer ildsjælen i ham.
For nylig har han startet virksomheden Lev For Helvede, hvor han træner mænd og kvinder i at forbedre sig på netop de to parametre.
»Jeg sidder ikke med mit projekt og peger fingre ad folk, der vejer for meget. Men hvis man vejer for meget og piver over det, så skal man gøre noget ved,« fastslår han.
Rathsack har ikke selv overflødige gram på kroppen. Han står skarpt, og kun de grå stænk på hovedet og skægget afslører, at han nu er blevet »en ældre dreng«, som han selv formulerer det.
Og eftertænksomheden, der ofte kommer med alderen hos de fleste, er også at finde hos Thomas Rathsack, når han taler.
»Jeg har lært at stoppe op. Jeg er blevet i stand til at sidde på min altan en fredag aften og bare nyde det. For fem år siden ville jeg nok havde braget derudad og være taget i byen og drukket cocktails,« siger han.
Rathsack kalder dog stadig sig selv for en rastløs sjæl, der ikke ønsker et forudsigeligt liv.
Derfor drager han også snart til Colombia i forbindelse med et tv-program, hvor han som vært på programmet vil opsøge kokainlaboratorier og sprænge dem i luften for at sætte fokus på udbredelsen af kokainmisbrug verden over.
Den rastløse sjæl er også en af grundene til, han ikke har stiftet familie. For hvordan skal man kunne rejse til Colombia og holde 50 foredrag om året, hvis man samtidig skal kunne opretholde en familie, spørger Rathsack.
»Jeg har da i årenes løb tænkt meget over, hvorfor jeg ikke har bygget rede ligesom mine venner, og om det er mig, der er noget galt med. Men jeg har så mange ting i livet, jeg gerne vil prøve, hvilket ikke stemmer overens med at være familiefar, og så har jeg bare heller ikke fundet hende, jeg gerne vil have børn med. Og nu synes jeg nok også, at jeg er blevet for gammel til at få børn,« siger han.
Han klarer også bedst selv problemerne, hvis de opstår, skriver han i bogen. Og da B.T.s udsendte spørger ham, hvordan det hænger sammen med, at andre gennem sparring kan blive en bedre udgave af dem selv, svarer Rathsack:
»Uanset hvor gode hænder man er i, i sit fællesskab, så mener jeg til syvende og sidst, der kun er én, der rigtigt forstår dit problem: Det er en selv. Måske ser jeg sådan på det, fordi jeg har en mere traditionel og klassisk maskulin tilgang til livet, hvor jeg tror på, at jeg er den bedste til at fikse egne problemer. Det er muligt, jeg nogle gange kunne være bedre til at række ud. Der er jeg måske lidt snørklet i hovedet,« siger Thomas Rathsack og fortsætter:
»Men jeg kan godt finde på at række ud og være mere åben omkring de mere eksistentielle emner i livet, som for eksempel når det gælder samtaler om, hvorfor jeg ikke har fået kone og børn.«
Selvom Thomas Rathsack lever et mindre konventionelt liv, er de små ting i livet dem, der giver ham glæde i hverdagen. Som for eksempel hunden Theo, der lige så nysgerrigt som sin herre udforsker verden omkring sig og er på vagt, når andre nærmer sig bordet på terrassen, som vi sidder på i de grønne omgivelser i Bernstorffparken i Charlottenlund.
»Hver gang han ser på mig, så går halen. Det synes jeg er fantastisk, at nogen kan være så begejstret for mit selskab. Det kan jeg ikke stå for,« siger den tidligere jægersoldat.
Men det er også at tage chancer og kaste sig ud i nye projekter, der får Thomas Rathsack til at føle, han lever.
»Jeg har stadig to arme og to ben og et hoved, der fungerer nogenlunde. Det sætter jeg pris på. Det fostrer en trang til at leve og få det bedste ud af det. Det kan være slut hurtigt,« siger han.
