»Jeg sagde til min mor, at jeg nok skulle passe på hende. Jeg føler, jeg har svigtet. Det er hjerteskærende.«
Sådan lyder det fra 50-årige Thomas Brorson, der har en handicappet 59-årig søster med Downs syndrom.
Søsteren flyttede i 2001 på bostedet Stautruphus i Aarhus. Et ophold, der skulle vise sig at være alt andet end godt.
Historien om Gitte kommer i kølvandet på en aktuel debat om en manglende sundhedsindsats på bosteder for psykisk syge og handicappede borgere. Mindre sundhedsproblemer vokser sig store og kan i visse tilfælde få fatale konsekvenser.
Præcis som det skete i Thomas' søsters tilfælde.
»Jeg må jo have været rimelig naiv. Jeg havde nok en forventning om, at hun kom til læge,« siger Thomas Brorson.
Gitte kunne ellers godt have brugt en læge, da hun i 2016 første gang begyndte at klage over svien fra underlivet, når hun tisser. Men det fik personalet aldrig tilkaldt.
Ubehandlet blærebetændelse er normalt ukompliceret, men hvis ikke man reagerer på symptomerne og får behandling, kan det udvikle sig til delir – en farlig tilstand af forvirring og svækket bevidsthed.
Hvad det fik af konsekvenser for Gitte, vender vi tilbage til. Først skal vi dog også have kortlagt andre åbenlyse fejl. I et brev til Thomas Brorson bekræfter Gittes tandlæge den 10. januar 2018, at hun i 17 år ikke har været til tandlæge.
De utilsete tænder gjorde ondt på Gitte, når hun spiste. Så hun fik for det meste kun pasta og ketchup, hvilket resulterede i, at hun var underernæret og havde massiv proteinmangel.
»Jeg er rasende. De (personalet på Stautruphus, red.) kan ikke være det bekendt,« siger Thomas Brorson, der er værge for sin søster.
Gittes tiltagende forvirring blev værre, som årene gik. For ingen testede Gitte for, om hun havde blærebetændelse. Gitte modsatte sig, og personalet undlod at tvinge hende. Men det burde de have gjort, mener Thomas Brorson, når han ser tilbage i dag.
For måske var Gitte på grund af den alvorligt svækkede bevidsthed så ikke faldet i 2017. Her slog hun hovedet alvorligt, så hun fik hjernerystelse.
På grund af manglende sundhedfaglig indsats fra personalet oplevede hun efterfølgende et hospitalsforløb uden tilstrækkelig pleje ifølge en afgørelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
Det var en vikarierende sosuassistent med speciale i demens, der gjorde Thomas opmærksom på, at hun ikke mente, at Gitte var dement, men at hun derimod var meget syg. Indtil da troede Thomas, at hans søster var i gode hænder.
»Problemet er, at faggrænserne er meget skarpt optrukne. Personalet på bostedet var ikke interesseret i at få sundhedsfagligt personale ind over. Det synes jeg er en kæmpe fejl, da min søster jo ikke selv har været i stand til at give ordentligt udtryk for sine behov,« siger han.
På Christiansborg er en række politikere enige med Thomas Brorson i, at den sundhedsfaglige pleje af blandt andet handicappede kunne være bedre.
»Vi ved desværre, at borgerne på bosteder er væsentligt mere udfordrede i dag end tidligere. Derfor er der akut brug for, at de får et godt sundhedstilbud. Det er desværre ikke nok med det sociale tilsyn på bostederne, « siger Kirsten Normann Andersen, der derfor ved de nuværende finanslovsforhandlinger foreslår at afsætte 10 mio. kr. til at forbedre den sundhedsfaglige indsats.
Aarhus Kommune har siden hen beklaget behandlingen af Thomas' søster i et ni sider langt brev.
'Helt overordnet er det min vurdering, at der gennem årene har været foretaget en række skøn, som ikke har levet op til den kvalitet, vi ønsker at have på vores tilbud i Socialforvaltningen,' skriver socialchef i Aarhus Kommune, Lotte Henriksen, blandt andet.
Hun giver i brevet udtryk for, at personalet gennem årene har gjort 'et stort pædagogisk arbejde'.
'Det må dog samtidig konstateres, at ledelsen ikke har taget de nødvendige skridt til udvikling af fagligheden og inddragelsen af eksterne fagpersoner rettidigt, når Gitte ikke selv har ønsket eller haft mod på at medvirke til pleje og behandling,' skriver hun.
Gitte er nu overflyttet til et nyt bosted. Hun kan ikke længere kende Thomas. Hun har siden haft en blodprop og har nu et funktionsniveau som et handicappet spædbarn på seks måneder. Hun er desuden lam og sidder i kørestol.
»Desværre har hun ikke længere nogen livskvalitet, efter den behandling hun har fået,« siger han.
