Lørdag morgen kom en tilfældig midtjysk kvinde gående ved Dannebrogspladsen i Ulstrup ved Gudenåen.
Her går vedkommende tit, men denne gang var noget anderledes.
Døren til et nyt toilet ved stedet stod vidtåben, og kvinden kunne høre, at vandet løb derinde fra.
Og da hun kom tættere på, stod det ret hurtigt klart: Toilettet var sprængt i tusinde stykker.

Timer senere modtog Thomas Søby et opkald.
Han er formand for lokalrådet og beboer i Ulstrup, og han har været én af de lokale ildsjæle, der i mange år har lagt knofedt og engagement i at skabe de bedste omgivelser ved Dannebrogspladsen.
Den ligger nemlig placeret tæt på Gudenåen, og derfor har man de seneste år etableret shelter, naturlegeplads og altså et toilet, før man i maj kommer til at åbne et såkaldt åbad.
Derfor var Thomas altså også rystet, da han lørdag fik at vide, at det nye toilet var totalt smadret.
»Jeg blev mega skuffet. Hvad er det for en opførsel? Vi kan jo se, at der er blevet kastet et kanonslag eller noget derind, og det har jo ødelagt det fuldstændigt,« fortæller Thomas Søby til B.T.
Ved du noget om sagen? Så må du gerne skrive til B.T. på sebj@bt.dk.
Det ødelagte toilet kommer som endnu en mavepuster efter én hård periode.
»Vi har lavet rigtig mange ting de seneste år, men vi har jo ikke kunnet indvie noget på grund af corona, så det her kommer oveni det andet,« fortæller han.
Lørdag lagde Thomas så et opslag op på Facebook-siden 'Ulstrup ved Gudenåen', der starter med ordene:
»Kæmpe store røvhuller.«
I opslaget, der er akkompagneret med et billede af det ødelagte toilet, beder Thomas om hjælp til at finde 'de skyldige', og det har allerede hjulpet en del.
Mange har nemlig henvendt sig med en række konkrete detaljer, og efterhånden har han nu fået stykket det sådan sammen, at det er nogle unge mennesker, der fredag aften har forårsaget hærværket.
Derfor har han også nu én, altoverskyggende bøn.
»Jeg håber, at der er nogle unge eller deres forældre, som vil stå ved deres ansvar og indrømme, at det er dem. De kan bare kontakte mig, og så finder vi ud af, hvordan de vil erstatte det,« siger Thomas.
Snart skal der også åbnes en sauna på stedet, og det får da tankerne til at køre hos Thomas.
For skal man forvente, at en masse Ulstrup-borgere lægger blod, sved og tårer i at stable en masse gode faciliteter på benene, og at de så bliver ødelagt?
»Det er jo det, der er problemet, for man gider ikke gå og frygte sådan noget. Det er også derfor, at man bliver rystet, for Ulstrup er altså intet arnested for kriminelle,« siger Thomas og fortsætter:
»Der er lagt rigtig mange borgertimer i det her. Mange har brugt mere end 100 timer, så der er mange følelser i det, når nogle vælger at ødelægge det med sådan en opførsel.«