The Rolling Stones-guitarist bliver hovednavn på dansk festival
Uden resten af The Rolling Stones spiller Ronnie Wood numre fra hele karrieren i K.B. Hallen den 27. februar.

Uden resten af The Rolling Stones spiller Ronnie Wood numre fra hele karrieren i K.B. Hallen den 27. februar.

The Rolling Stones-guitaristen Ronnie Wood bliver hovednavn på næste års udgave af den danske rockfestival Cannonball Festival, som løber af stablen i K.B. Hallen på Frederiksberg i slutningen af vinteren 2027.
Det markerer samtidig den 79-årige engelske rockveterans første solokoncert i Danmark nogensinde.
Det annoncerer festivalen i en pressemeddelelse.
Ronnie Wood går på scenen lørdag den 27. februar.
Han akkompagneres ikke af Mick Jagger, Keith Richards og resten af The Rolling Stones, men optræder i konstellationen Ronnie Wood and his Ammo Band.
Ifølge arrangørerne tager koncerten afsæt i Ronnie Woods opsamlingsalbum "Fearless: The Anthology 1965-2025", der blandt andet indeholder hans centrale numre som solist og som en del af netop The Rolling Stones samt fra tiden i The Jeff Beck Group og Faces.
Ronnie Wood teaser også for koncerten i et opslag delt på det sociale medie Instagram med ordene: "Skandinavien, her kommer vi!".
- Ronnie Wood tager sit fantastiske Ammo Band med til Danmark, Norge og Sverige i 2027 med tre helt nye shows, lyder det.
Ud over Ronnie Wood and his Ammo Band kan Cannonball Festival også annoncere bookingerne af den engelske gruppe The Molotovs og af The Commoners, som kommer fra Canada.
På plakaten er allerede det britiske glamrockband Sweet, Ramones' trommeslager, Marky Ramone, det svenske band Bonafide, den amerikanske musiker Lee Rocker og det danske band Bleeder.
Cannonball Festival afholdes næste år den 26. og 27. februar.
Festivalen blev afholdt første gang som et endags-rockevent i 2022.
RITZAU