Danskerne var flittige til at besøge biograferne sidste år, og mange havde øje for de hjemlige produktioner.
Sidste år blev der således solgt 3,7 millioner biografbilletter til danske film.
Det er det højeste antal siden 2018, skriver Danmarks Statistik i en opgørelse onsdag.
Det var filmen "Ternet Ninja 3" stærkt medvirkende til med et salg på omkring 750.000 solgte billetter.
Filmen er den foreløbig sidste i Anders Matthesens bogtrilogi af samme navn om drengen Aske og en lille tøjbamse, der har ånden fra en 400 år gammel japansk ninja boende i sig.
De to første film i trilogien solgte begge over 900.000 billetter i alt, hvilket har gjort dem til nogle af de mest sete biograffilm i Danmark nogensinde.
Selv om salget til den tredje ikke kunne følge helt med sine forgængere, var det nok til at blive den mest populære film i danske biografer sidste år.
Den var efterfulgt af "Den sidste viking" og "En Minecraft film".
Billetsalget til danske film udgjorde 37 procent af det samlede salg i de danske biografer i 2025.
Amerikanske film sad igen tungest på det danske biografmarked med en andel på 47 procent.
Det er fjerde år i træk, at de amerikanske film udgør den største andel af billetsalget i danske biografer.
Coronaårene 2020 og 2021 er nogle af de få undtagelser i nyere tid, hvor danske film har siddet på biograftronen herhjemme.
I 2025 havde i alt 220 film premiere i de danske biografer. Det er 28 flere end i 2024, men tre færre end i 2023.
Der blev solgt i alt 9,1 million biografbilletter til disse film sidste år, hvilket var knap 700.000 flere end året før.
Kigger man i stedet på det gennemsnitlige billetsalg for hver film, ligger niveauet omkring det samme som i de foregående år.
/ritzau/
