1. august tog Tenna Kraag og familien hul på den sidste uge af deres ferie. Men ét uheldigt øjeblik skulle vise sig at kaste en masse frustration og smerte af sig.

Tenna Kraags fireårige datter, Olympia, sad for sig selv og legede. Men pludselig lød et brag og efterfølgende gråd.

»Hun skriger, og der løber en masse blod ud. Hun fortæller, hun har slået sin mund, og jeg tænker, hun har bidt sig i tungen, så jeg tænker at skylle såret med vand.«

»Men så kan jeg se, hendes tand er slået helt ind. Og det bløder voldsomt. Jeg går faktisk en smule panik.«

Skaden, som Tennas datter pådrog sig.
Skaden, som Tennas datter pådrog sig. Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

Olympia var snublet og knaldede sit hoved ned i et bord, hvor hun beskadigede fire tænder.

Med datteren på armen forsøgte Tenna Kraag febrilsk at finde nummeret på en tandlæge med den anden hånd. Men den vej skulle vise sig at være lang.

Tæt på umulig.

Tenna kunne konstatere, at børnetandplejen i Sønderborg Kommune, hvor hun bor, havde lukket grundet sommerferie. I stedet kunne hun ringe til den akutte tandlægevagt.

Olympias uheld betød, at tanden skulle hives ud.

»Men de havde kun åbent lørdag og søndag. Og jeg sidder om mandagen med min datter, som har ondt. Hun kunne ikke lukke sin mund, eller spise et stykke rugbrød uden smerte, så hun fik flydende kost i flere dage.«

Tenna gav det et sidste skud og søgte mod egen tandlæge, som sagde ja. Hun ankom med Olympia, kom ind i klinikken og blev tilbudt hjælp. Men tandlægen måtte opgive undervejs.

»De prøvede at stikke hende, men de var nødt til at stoppe. Hun skreg og vristede med hovedet, for det gjorde så ondt. Lægerne kunne ikke komme til.«

»De var ellers rigtig søde. Men de forklarede mig, at de ikke ville gøre noget i situationen, fordi det blev lidt et 'overgreb' på hende. De ville ikke holde hende fast og få tvunget tanden ud. De sagde også, at de har meget fokus på ikke at lave et traume for barnet i en tidlig alder.«

Tenna sammen med sin datter, Olympia.
Tenna sammen med sin datter, Olympia. Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

Med en tand, der fortsat var skubbet ind bag de andre og rokkede voldsomt, måtte Tenna Kraag og Olympia køre hjem.

Hjemme i stuen ringede Tenna Kraag videre til andre tandlæger. Nogle havde lukket, andre ikke tid, mens enkelte også forklarede, at de ikke havde det rette udstyr til at hjælpe, ligesom nogle sagde, at »når en tandlæge havde kigget på det, var der ikke andet, de kunne gøre«, gengiver Tenna Kraag.

Efter 15 opkald gav hun op. Heller ikke vagtlægen kunne gøre noget, da det handlede om tænder.

Og det er for Tenna Kraag årsagen til, at hun nu gengiver den sidste uge af sin sommerferie.

»Lige meget, hvilke tråde jeg trak i, kunne jeg ikke gøre noget. Der var ingen hjælp at hente. Hvis man kommer til skade og for eksempel brækker en arm, er man rolig, for man kan få hjælp på hospitaler.«

»Men det der safety net, vi er vant til, det var der ikke. Vi kunne ikke gøre noget. Det var super frustrerende, og jeg følte mig magtesløs,« forklarer hun.

Tenna Kraag er udmærket klar over – og forstår godt – at der ikke kan sidde et helt kriseberedskab klar i tilfælde af, at en barn slår sine tænder.

»Hvis vi havde hørt, at vi kunne køre til København, så havde vi gjort det.«

»Jeg ønsker ikke at pege fingre af nogen. Jeg vil gerne sætte fokus på det, jeg synes er et problem, og som mange ikke kender, før de står i det. Når børn rammes af noget akut, så bør der altså være et safety net til at gribe de børn.«

Michael Skriver Hansen, sundhed- og unge-chef i Sønderborg Kommune, forstår Tenna Kraags frustration over forløbet.

»Det lyder bestemt ikke hensigtsmæssigt, og det er ikke intentionen. Selvfølgelig skal der være hjælp, når man har brug for det. Men når der kommer sådan en sag her, så tyder det på, at det ikke er tilfældet.«

Han påpeger også, at han af sundhedsudvalget er blevet bedt om at kigge kommunens tilbud igennem for at se, om tingene fungerer efter hensigten.

»Jeg har været chef i otte år, og mig bekendt har vi ikke haft sager før, hvor det har været nødvendigt at kigge tingene igennem.«

»Men det er ingen undskyldning for, at det ikke har været godt nok. Det lyder ekstremt uheldigt, og derfor skal vi også have kigget på det her.«

Mandag 8. august fik Olympia så endelig fjernet sin tand, da børnetandplejen i Sønderborg Kommune åbnede igen.

»Men der bør stadig være en back up-løsning, så man ikke skal vente en uge – for vi sad virkelig i en lortesituation.«