Mens der bliver stadig færre kunder for Telia i Danmark, bliver de tilbageværende en stadig bedre forretning.

I april, maj og juni forlod 5000 mobilkunder i Danmark teleselskabet Telia. Dermed har det nordiske teleselskab 18.000 færre mobilkunder end for et år siden, fremgår det af Telias halvårsselskab.

Regnskabet afslører dog også, at de kunder, der er tilbage hos Telia i Danmark, er blevet en bedre forretning.

Hvor driften – altså resultatet før udgifter og indtægter fra renter, finansielle poster og skat – gav et plus på omkring 220 millioner danske kroner, har den første halvdel af 2019 produceret et plus på 335 millioner danske kroner.

Telia er det tredje store teleselskab i Danmark, der har gjort status for første halvår af 2019.

Telenor, der har næstflest mobilkunder i Danmark med omkring 1,7 millioner kunder, kom med regnskab tirsdag.

Her kunne man læse, at Telenor har tabt 12.000 kunder.

Onsdag kunne 3, der også ejer Oister, oplyse, at der er kommet 30.000 flere kunder.

Selskabet er dermed oppe på 1.387.000 kunder.

Telia ligger på 1.441.000 kunder ved udgangen af juni i år.

Det største af de fire teleselskaber, TDC, mangler stadig at komme med sit halvårsregnskab.

/ritzau/