Den private virksomhed Telenor sender alle 1000 ansatte hjem efter aftenens pressemøde. 500 af de 1000 ansatte arbejder på Telenors lokation i Aalborg.

Hjemsendelsen af medarbejderne forventes at vare til 5. januar indtil videre. Men televirksomheden følger de anbefalinger, der kommer fra myndighederne.

»Sidste gang gik vi ind i det med en vis entusiasme, men den her gang ved vi, hvad vi går ind til. Og det er ikke sjovt,« fortæller direktør for HR Mette Eistrøm Krüger.

Virksomheden er i gang med at orientere relevante medarbejdere.

Telenor i Købmagergade i København, mandag den 11. februar 2019.
Telenor i Købmagergade i København, mandag den 11. februar 2019. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Dog vil det være muligt for medarbejdere at møde ind, hvis behovet er der.

»Vi sender hjem i videst muligt omfang. Men vi kommer selvfølgelig til at tage hensyn til kollegaers boligmæssige situationer, fordi børnene jo bliver hjemsendt« fortæller HR-direktøren.

Under sidste nedlukning var Telenor også hurtige til at reagere prompte på myndighedernes anbefalinger. Eksempelvis blev hver anden stol tapet til, så medarbejdere ikke kunne sidde for tæt på hinanden.

Sådan nogle ting skal der kigges på igen, fortæller Mette Eistrøm Krüger.

»Vi har jo et samfundsansvar, og vi har alle sammen en interesse i at holde samfundet åbent, og det vil vi gerne bidrage til.«