Telenor-kunder i hele landet har været ramt af et større nedbrud tirsdag, der har betydet, man ikke kan ringe op og sende beskeder.

Problemet skal nu være løst, oplyser Telenor i en skriftlig kommentar til B.T.:

'Det ser ud til, at vi har fået stabiliseret netværket. Der er dog stadig problemer for vores kunder i udlandet. Vi arbejder på højtryk for at få det løst.'

Hvis du stadig har problemer med din telefon, kommer Telenor med et par gode råd til de kunder, der stadig kan være påvirkede af problemet:

'Oplever kunderne fortsat problemer, kan de forsøge at genstarte telefonen,' lyder det fra Telenor.

Kunder har fra flere dele af landet klaget inde på Telenors facebookside og skrevet, at de har problemer med at ringe og sende sms'er tirsdag eftermiddag.

'I 4690 Haslev har jeg problemer med at sende beskeder,' skriver Claus Nissen.

'Jeg kan hverken ringe eller skrive, jeg er bosat i Taastrup,' skriver Alexander Johannes Ungstrup.

Hvis du er kunde hos et andet teleselskab og også oplever et nedbrud, så er dit teleselskab med stor standsynlighed koblet op på Telenors master.

CBB Mobil, Call Me og Green Tell er for eksempel koblet op på Telenor, ifølge forbrugseksperten.dk.

Nedbruddet kan også påvirke brandvæsenet. Eksempelvis skriver Trekantsområdets brandvæsen på Twitter, at de kæmper med problemer på grund af Telenor.

'Vi oplever desværre i øjeblikket store udfordringer med vores telefoner på vagtcentralen grundet nedbrud på Telenors netværk. Dette kan gøre det vanskeligt at komme igennem til vagtcentralen,' skriver de.