Et rekordstort antal svindelopkald er blevet forhindret. 

Nu advarer telefonselskabet Telenor om en massiv stigning i Norden.

Det skriver det norske dagblad Dinside.

Der er nærmere bestemt tale om 1,3 millioner opkald, der blev blokeret tirsdag, lyder vurderingen fra Telenor.

Svindelopkaldene defineres som såkaldt spoofing, hvor svindlere udgiver sig for at være fra en tjeneste som eksempelvis en bank eller politiet for at stjæle data eller penge.

»Det er et stærkt koordineret og automatiseret angreb, der kræver mange ressourcer,« siger Thorbjørn Busch, der er chef for Telenors svindelafdeling, i en pressemeddelelse.

Denne omtalte svindelbølge bruger hollandske telefonnumre, lyder det. 

Hvis du besvarer opkaldet, vil du få afspillet en automatisk besked, der foregiver at være fra betalingstjenesten Paypal eller Klarna. Beskeden fortæller dig, at din konto vil blive opkrævet et stort beløb. Herefter bliver man bedt om at taste to, hvis man mener, at det er forkert.

»Når du klikker, bliver du så viderestillet til en "sagsbehandler". Denne sagsbehandler er en rigtig person, hvis opgave er at narre dig til at give dem dine betalingsoplysninger,« siger Thorbjørn Busch.

Efter at norske mobiloperatører indførte nye sikkerhedsforanstaltninger sidste år, har svindlere rettet deres opmærksomhed mod Sverige og Danmark. 

»Angrebet er begyndt at aftage, og vi forventer derefter, at trafikken vil flytte sig til et af de andre nordiske lande,« lyder vurderingen fra Thorbjørn Busch.