Et fly fra New York skulle søndag morgen være landet i København.

Men grundet tekniske problemer med en generator måtte flyet sikkerhedslande i Skotlands hovedstad, Edinburgh.

Det bekræfter SAS til B.T.

»På grund af tekniske problemer har piloterne foretaget en planlagt omdirigering til Edinburgh. Der har ikke været nogen bekymring for flyets sikkerhed,« lyder det.

SAS forklarer videre, at når piloterne får indikationer på tekniske fejl, er der en standardprocedure, der skal følges.

Og derfor landede flyet – uden problemer – i en omkringliggende lufthavn.

»De fleste passagerer er blevet ombooket, og der er blevet indsat et ekstra fly fra Edinburgh. Vi regner med, at alle passagerer er på vej til deres endelige destination inden for få timer,« oplyser SAS.