Afgange for S-tog i appen rejseplanen vises som aflyst. I mellemtiden henviser DSB til hjemmesiden mit-tog.dk.

Der er lørdag fejl i appen Rejseplanen, hvilket betyder, at S-tog ikke bliver vist korrekt.

Det fremgår af en meddelelse i Rejseplanen, ligesom DSB også skriver det på det sociale medie X.

- S-togene kører som normalt og til tiden, men på grund af en teknisk fejl bliver mange S-tog i øjeblikket vist som aflyste i Rejseplanen, skriver DSB.

En lignende besked fremgår af appen.

Lørdag klokken 14.15 er der ikke noget nyt om, hvornår problemet ventes at være løst. Det oplyser DSB's presseafdeling.

I mellemtiden henviser DSB til afgangstavler og hjemmesiden mit-tog.dk, hvor man kan se afgangene.

S-togsnettet består af syv linjer - linje A, B, BX, C, E, F og H. Sammen danner de det net, der forbinder Københavns indre by med resten af hovedstadsområdet.

Det fremgår ikke, hvor mange af S-togsforbindelserne fejlen i Rejseplanen gælder.

/ritzau/