Ifølge TDC mangler der klarhed om regler for logning - registrering - af mobilkunders brug af mms og data.

Landets største teleselskab har følt sig som kastebold mellem myndigheder i sagen om registrering af mobilkunders mobilbrug. Det kan give et præcist billede af den enkeltes færden.

Det oplyser TDC i et skriftligt svar.

- Det er selvfølgelig uholdbart, at en efterlevelse af logningsreglerne medfører, at vi er blevet kastebold mellem to myndigheder, siger koncerndirektør Jens Aaløse.

Mandag kom det frem, at det var i strid med reglerne, at TDC i årevis registrerede, hvilke mobilmaster tre millioner mobilkunder var tilknyttet, når de sendte mms'er eller brugte data.

Det kan give et meget præcist billede af, hvor den enkelte har befundet sig, men er samtidig et vigtigt redskab ifølge politiet.

Afgørelsen kommer fra Datatilsynet, men tidligere har Erhvervsstyrelsen blåstemplet logningen ifølge TDC, som derfor har følt sig som kastebold.

Teleselskabet indstillede det dog i oktober 2018, efter at Datatilsynet havde indikeret utilfredshed.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har sagt, at han ikke vil suspendere de nuværende regler, før et nyt system er på plads.

Det har dog trukket ud, men EU-Domstolen vil have Danmark til at rette ind.

TDC mener også, at der hurtigst muligt skal skabes klarhed over reglerne.

- Vi opfordrer derfor til, at der bliver skabt klarhed om kompetencefordelingen i forbindelse med revisionen af logningsreglerne, som regeringen har sat på lovprogrammet for i år, siger Jens Aaløse.

/ritzau/