Der er lige nu massive problemer med TDCs netværk, der lammer kommunikationen mange steder i Danmark.

Det rammer blandt andet politiets telefoner, 1813 og kommunikationen mellem lægehuse og hospitaler.

Noget, der potentielt kan blive farligt for patienterne.

Det siger David McWhan, der er læge i en almen lægepraksis.

»Hvis patienter skal på sygehus fra os, enten akut eller ej, skal vi ringe til hospitalet og melde dem. For os er det helt lavpraktisk Gødstrup Sygehus i Region Midt. Og dem kan vi ikke få fat på lige nu,« siger han.

Heller ikke patienterne kan han få fat på.

»Jeg kan ikke få kontakt til dem for at give dem svar på prøve, for eksempel.«

Normalt ringer de fra lægehuset til patienter og hospitaler, når det er nødvendigt. Men det virker slet ikke lige nu.

»Jeg forsøgte lige før at få fat i akutmodtagelsen, for eksempel.«

Foto: Skærmbillede
Vis mere

David McWhan kan dog stadig få fat i alarmcentralen på 112. Det prøvede han lige før, og det beroliger ham.

Men andre steder i landet er der også problemer med at ringe efter akut hjælp.

De fleste af landets politikredse oplyste tidligere, at der kunne være problemer med at få fat i 112 på grund af problemerne med TDCs netværk.

Men nu lyder det, at alarmcentralen skulle virke i hele landet. I Region Hovedstaden er der derimod problemer med akuttelefonen 1813.

Følg situationen live her.