»Vil du ikke være sød at holde øjnene på vejen?« spørger Jesper Wolthers taxichaufføren, der konstant har øjnene på sin mobiltelefon, mens han kører.

Idet han stiller spørgsmålet, tordner taxien direkte ind i en anden bil med et ordentligt brag.

Venstresiden af den påkørte bil var trykket så meget ind, at døren ikke kunne åbnes, mens taxien blot fik et lille tryk foran på bilen. Heldigvis slap Jesper Wolthers med skrækken, og efter at have kontaktet politiet gik han hjem.

B.T. sætter i en ny serie fokus på taxichaufførernes opførsel og kørsel. Jesper Wolthers' skræmmende køretur, der fandt sted om natten i centrum af Aarhus i oktober, er desværre ikke enestående.

Jesper Wolthers, der i oktober endte i en trafikulykke, da han tog en taxi hjem fra en bytur.
Jesper Wolthers, der i oktober endte i en trafikulykke, da han tog en taxi hjem fra en bytur.
Vis mere

I en YouGov-undersøgelse foretaget i november blandt mere end 1.000 danskere har næsten halvdelen svaret, at de har kørt i taxi de seneste 12 måneder. 29 pct. af dem svarer, at de har oplevet taxichaufføren føre private telefonsamtaler under kørslen.

Trine Wollenberg, der er dirketør i Dansk Taxi Råd, nikker genkendende til, at taxibranchen har et dårligt ry.

»Vi må bare konstatere, at det er de dårlige chauffører, der ødelægger det for de mange gode, der faktisk gør, hvad de kan for at yde en god service. Det ødelægger branchens ry,« siger hun.

Trods færdselsuheldet kan Jesper Wolthers' chauffør, der kører for Aarhus og Horsens Taxa, muligvis fortsætte med at køre med selskabets logo på bilen. Chaufføren overtrådte færdselsloven, og det betyder, at sagen ligger hos politiet og den vognmand, chaufføren er tilknyttet.

Det er ikke selskabets ansvar, at chaufføren bryder loven, men den vognmand, han arbejder for, som har købt sig ind hos taxiselskabet. Administrerende direktør i Aarhus og Horsens Taxa Astrid Donnerborg fortæller, at hun end ikke har hørt om sammenstødet.

'Vi har ikke hørt om sagen før, og vi har ikke modtaget informationer, der gør det muligt at identificere bil eller fører. Vi har derfor ikke mulighed for at kommentere eller agere på den konkrete sag. Generelt kan vi sige, at det naturligvis er chaufførens ansvar at overholde færdselsloven og sørge for kundernes sikkerhed. Det er tudetosset at overtræde loven, for man risikerer jo i værste fald at miste muligheden for at udføre sit erhverv,' skriver Astrid Donnerborg i en e-mail til B.T.

Jesper Wolthers er ikke vred, og han er ikke bange for at møde den samme chauffør igen.

»Jeg tror, at man lærer noget af sådan en oplevelse, der har en stor konsekvens for andre,« forklarer han.

Det er i øjeblikket svært at danne sig et overblik over, hvor mange der har klaget over landets taxichauffører. Der eksisterer nemlig ikke et fælles taxiklagenævn, hvor kunder kan henvende sig, hvis de er utilfredse med et taxiselskabs afgørelse. B.T. har kontaktet en række taxiselskaber for at få oplyst antallet af klager, men de enkelte firmaer er ikke meget for at kaste lys over mængden af utilfredse kunder. Kun det københavnske selskab Taxi 4x27 Amager-Øbro og Taxa 4x35 har svaret på henvendelsen. 

Taxien, Jesper Wolthers var med, kørte direkte ind i en bil ved Harald Jensens Plads i Aarhus.
Taxien, Jesper Wolthers var med, kørte direkte ind i en bil ved Harald Jensens Plads i Aarhus. Foto: Privatfoto
Vis mere

'Vi har i gennemsnit et par kundeklager om dagen for så vidt angår 'etik' og brud på retningslinjer. Det er ud af cirka to millioner ture om året,' skriver administrerende direktør i selskabet Thomas Petersen i et e-mail-svar til B.T.

Det vil betyde, at de får omkring 730 klager om året, der relaterer sig til de adfædskodeks, som alle chauffører får, når de ansættes i selskabet.

Taxa 4x35 kan fortælle, at de har en klageprocent på 0,015 procent, hvis man ser bort fra vurderingerne i deres app.

Efter sammenstødet gik alle fra ulykken uden alvorlige skader.
Efter sammenstødet gik alle fra ulykken uden alvorlige skader. Foto: Privatfoto
Vis mere

Kigger man på Trustpilot, hvor alle kan gå ind og anmelde alt fra cafeer til taxiselskaber, ser det dog værre ud. Det er næsten umuligt at finde et taxiselskab, der har fået mere end to stjerner i gennemsnit. Her skriver folk om taxier, der ikke er kommet, om chauffører, der har krævet alt for mange penge for turen, og om dårlig service og krænkende kommentarer.

Til de mange dårlige anmeldelser svarer Trine Wollenberg fra Dansk Taxi Råd:

»Rigtig mange oplever taxiydelsen som en serviceydelse, og derfor reagerer man ofte først, når man er utilfreds.«

Direktør i Dansk Taxi Råd Trine Wollenberg.
Direktør i Dansk Taxi Råd Trine Wollenberg.
Vis mere

I dag er Jesper Wolthers ekstra opmærksom, når han kører i taxi. Tilliden til taxibranchen er for ham ikke den samme længere efter ulykken.

»Vi havde ikke så meget fart på, men hvad nu, hvis vi havde?« siger han.

Har du haft en ubehagelig taxitur eller oplevet, at en taxichauffør ikke levede op til dine forventninger, så må du meget gerne sende mig et tip på ammo@bt.dk eller på telefonnummer 28343635.