Er den 'grønne' madbølge for alvor ved at skylle ind over den danske jul?

Og har bølgen nået en sådan kraft, at juleand og flæskesteg snart opnår samme status som de bløde pakker under træet?

Næppe.

Mange danskere – og langt de fleste –​ sværger stadig til den traditionelle julemad med ande- og flæskesteg, brunede kartofler, rødkål og godt med sovs.

Men ligesom hos familien Christensen –​ der i år kører en 100 % vegansk jul – vil flere familier de kommende år vælge grønt frem for 'brunt', spår livsstilsekspert og fremtidsforsker Liselotte Lyngsø.

»Det sker i stigende grad, at flere nedprioriterer kødet juleaften. Og selv om det stadig primært er et storbyfænomen, er der sket et skred, hvor julemiddagen flere steder i landet nu hedder mindre kød – mere fyld.«

'Det vestjyske tarteletbælte'

Over for B.T. understreger Liselotte Lyngsø, at juleaften er en af kødets sidste bastioner, hvor meget stærke kræfter skal i spil, før den danske juleand for alvor bliver stækket.

»Vi har stadig et tarteletbælte i Vestjylland omkring Esbjerg, hvor folk sværger til kødtraditionerne,« siger Liselotte Lyngsø, men understreger samtidig, at det stigende antal vegetarer rundt omkring i landet har opnået ny status:

Vegetariske tiltag som denne friske grønkålssalat er blevet mere populære på julebordet i de danske hjem inden for de seneste år.
Vegetariske tiltag som denne friske grønkålssalat er blevet mere populære på julebordet i de danske hjem inden for de seneste år. Foto: Katrine Emilie Andersen
Vis mere

»Der er kommet en helt anden rummelighed og forståelse, og man behøver ikke længere forklare, hvorfor man ikke spiser kød. Faktisk er det snarere kødspiserne, der skal forklare, hvorfor de spiser det. Som vegetar er man ikke længere skurken. Man er helten.«

I videoen herover kan du se B.T.s madanmelder Thomas Alcayaga sætte tænder i en vegansk 'juleand' og samtidig give sit bud på en lækker treretters vegetarisk julemenu.

Klar på vegetarisk jul

Ifølge de store dagligvarekæder Coop og Salling Group er der ikke meget, der tyder på, at and og svin er på vej væk fra danskernes juleplatte.

I en repræsentativ meningsmåling, som Coop netop har offentliggjort, svarer 74 % af danskerne, at de skal have and, mens 66 % går med flæskestegen 24. december.



Alligevel svarer hver sjette adspurgte i samme undersøgelse, at de enten allerede holder en vegetarisk jul eller er 'klar på det'.

Ifølge Liselotte Lyngsø er et af de helt store 'problemer' med at få flere over på vegetarvognen juleaften, at alternativerne til den gode julemiddag (stadig) mangler.

Da blev mel til and

I Holstebro sidder 37-årige Louise Maae med en anden opfattelse.

Hun har netop åbnet webshoppen nuttyvegan.dk, hvor hun sælger poser med hvedegluten. Også kaldet seitanmel.

Louise Maaes alternativ til den traditionelle juleand: vegansk mock duck lavet på hvedegluten, ribsgelé, svesker, rødkål med mere. Tilbehør: hele moletjavsen inklusive brun vegansk sovs.
Louise Maaes alternativ til den traditionelle juleand: vegansk mock duck lavet på hvedegluten, ribsgelé, svesker, rødkål med mere. Tilbehør: hele moletjavsen inklusive brun vegansk sovs. Foto: Louise Maae
Vis mere

Et produkt, der måske ikke får juleklokkerne til at ringe hos mange som et oplagt alternativ til julemenuen.

Men det er det, understreger Louise. Seitanmel kan nemlig bruges til at lave veganske bøffer, pølser og – nu når det er jul – også 'and'.

»Jeg har lavet en opskrift på mock duck (vegansk and), hvor der er blandet rødkål, ribesgelé og svesker i. Det smager fuldstændig af jul. Og så har det den her kødagtige konsistens. Det er altså ikke noget smat,« siger Louise Maae, der linker til opskiften på sin hjemmeside.

Da blev sild til tofu

Også Coop har taget udfordringen med alternative juleretter op, og som noget nyt har de i december lanceret to kødfri jule-alternativer:

Coops alternativ til sild i karry: tofu i 'æble-karrysauce'.
Coops alternativ til sild i karry: tofu i 'æble-karrysauce'.
Vis mere

Plante'steg' lavet af svampe og bønner og 'sild' i karry, som i virkeligheden er mundrette stykker tofu i karrycreme.

»Der er en lille gruppe danskere, der gerne vil prøve en jul uden kød, og derfor prøver vi det i udvalgte butikker. Men julen er en tradition, og en tradition er jo skabt ved, at man gør det samme, som man gjorde sidste år. Så langt de fleste vil spise and og flæskesteg, som de plejer,« siger Coops analysechef, Lars Aarup.

Også fra Salling Groups hovedkontor i naturskønne Brabrand er der udsigt til en stor flok ænder i retning mod danskernes tallerkener.

»Hos os har juleanden masser af luft under vingerne, ligesom flæskestegen stadig er et sikkert hit. Dog fornemmer vi, at flere gerne vil supplere julemaden med et grønnere element i en mere moderne udgave,« siger kommunikationskonsulent Jacob Krogsgaard Nielsen.

I seriens næste artikel forklarer ernæringsekspert Preben Vestergaard Hansen og overlæge Asmus Thun Bisgaard, hvordan 'det perfekte julemåltid' ser ud. Følg med i morgen.