Tantholdt: Derfor klippede jeg ‘jallaer’ ud af min krigsreportage

En voldsom eksplosion ryster jorden.

»Så kan de kraftedeme lære det,« triumferer en kampklædt dansk soldat.

Vi er tilbage i 2007. Helt ude i frontlinjen i Helmand-provinsen i Afghanistan.

To danske delinger er blevet afskåret fra hinanden af talibanerne.

De danske soldater kæmper for deres liv. Fjenden skal dø. Eller også skal de selv dø.

Rasmus Tantholdt, TV 2’s krigskorrespondent, har som den første danske journalist fået mulighed for at lave indslag fra frontlinjen. Han ligger i dækning med den ene danske deling.

Danskerne har tilkaldt hjælp fra amerikanerne, som har sendt et bombefly på vingerne for at komme de danske soldater til undsætning.

Og så rammer bomben.

Lettelsen er enorm blandt de danske soldater. Det var dem eller talibanerne.

Det var den virkelighed, Rasmus Tantholdt var draget af sted for at vise danskerne og de danske folketingspolitikere, som havde sendt unge danske mænd og kvinder i krig i Afghanistan:

At krig handler om at slå ihjel eller selv blive slået ihjel. 

At man jubler, når man selv overlever en ildkamp, og fjenden dør. 

At man i en ildkamp ikke tænker på, om det mon kan virke stødende hjemme i den danske medievirkelighed, at man omtaler fjenden med nedsættende skældsord.

I TV 2-programmet Krigszonen fra 8. november i år fortæller Rasmus Tantholdt i en samtale med tidligere jægersoldat Thomas Rathsack, at det under hans reportagerejser til Afghanistan gik op for ham, at man som soldat er nødt til, at ‘dehumanisere’ fjenden for at kunne slå ihjel.

Men hvor går grænsen for, hvad man kan tillade sig at kalde fjenden? Hvis der er en grænse? 

I danskernes fremskudte lejr i Helmand-provinsen kaldte nogle af soldaterne talibanere for ‘jallaer’, som kan opfattes som et nedsættende og racistisk ord.

Men det valgte Rasmus Tantholdt at klippe ud af sin reportage, fortæller han i samtalen med Thomas Rathsack.

Men hvorfor egentlig?

Hvorfor ikke vise den danske offentlighed, at danske soldater byggede et mentalt skjold op om sig selv ved netop at dehumanisere fjenden med nedsættende udtryk?

»Vi havde nogle klip, hvor nogle af de danske soldater i lejren sagde ‘jallaer’. Men jeg var nede for som den første journalist nogensinde at rapportere helt ude fra fronten, hvor danske soldater blev slået ihjel og slår ihjel,« siger han søndag til B.T. og fortsætter:

»Man ser i mit indslag også en dansk soldat, der råber ‘motherfucker’, da han har nedkæmpet en talibaner. Det, mente jeg, var ekstremt vigtigt at vise. For på det tidspunkt forstod hverken danske politikere eller eller almindelige danskere, hvad vi havde sendt soldaterne ud i.«

Den historie skulle ikke overskygges af, at der blandt de danske soldater var nogle, der kaldte talibanerne for ‘jallaer’, mener Rasmus Tantholdt.

»Hvis jeg havde taget et klip med en dansk soldat, der kaldte talibanerne for ‘jallaer’ med i den reportage, var der en risiko for, at det var blevet historien i stedet for.«

»Som journalist foretager man altid en masse valg og fravalg. Mit fokus med reportagen var at vise, at unge danske soldater blev slået ihjel og såret i et omfang, vi ikke havde set siden 1864,« siger Rasmus Tantholdt.

Men har danskerne ikke også krav på at få indblik i, hvordan de danske soldater dehumaniserer fjenden for at være i stand til at nedkæmpe talibanerne?

»Jo, præcis. Det er også derfor, vi taler om det i programmet (Krigszonen fra 8. november i år, red.).«

Men det sker jo på bagkant?

»Hvis vi havde gjort det på forkant, var det det, der var blevet historien dengang. Især blandt journalister, der aldrig havde været i krig. Den vigtige historie var at vise, at det var den blodigste og farligste krig, vi havde sendt danske soldater ud i i meget lang tid. Men det er et superinteressant spørgsmål,« siger Rasmus Tantholdt.

Ville du også have redigeret 'jallaer'-kommentarerne ud af dit indslag i dag?

»Det kommer an på, hvilken historie jeg ville fortælle. Hvis jeg havde lavet 30 indslag, kunne nummer 31 eller 32 sagtens have handlet om, hvordan soldaterne talte om fjenden, og hvorfor man er nødt til at dehumanisere fjenden, når man skal slå ihjel.«

Så det handler ikke om selvcensur?

»Nej. Det handler om, hvilken konkret historie man vil fortælle,« Rasmus Tantholdt og tilføjer:

»I min reportage fra 2007 jubler de danske soldater, da den amerikanske 2000 pund-bombe rammer talibanerne. Vi er kun 200 meter - måske 140 - meter fra bombenedslaget. Den kan også ramme os.«

»Det er ekstremt risikabelt - og så jubler de drenge der, for nu kan de komme hjem. Det var dem eller os. Men alligevel husker jeg en overskrift i Politiken på baggrund af mit indslag, der lød noget i retning af: ‘Danske soldater jubler over døde talibanere’.«

»Det viser bare, at når man sidder bag et trygt skrivebord på Rådhuspladsen, så skriver man en forarget historie om, at danske soldater jubler, men glemmer, at de jubler, fordi de ikke selv blev slået ihjel. Soldaterne sang ‘Vi er røde, vi er hvide’, da de kunne trække sig tilbage. Det klippede jeg også ud. Jeg troede dengang, at danskerne godt kunne gennemskue, hvorfor soldaterne jublede, men det kunne de ikke.«