En pakkeshop i Nakskov bønfalder de lokale: Kom og hent jeres pakker, for vi har ikke plads.

Der er ekstremt pres på pakkeshops rundt omkring i landet i disse dage efter Black Friday og forud for julen, og i Nakskov siger forpagter for OK Plus, at man har modtaget 7.000 pakker på 14 dage. Det beretter TV 2 Øst.

Forpagter Line Vinfeldt Knudsen fortæller således, at man på tankstationen i sidste uge måtte tage alt ledigt gulv i brug for at opbevare pakker, der lå til afhentning.

Også selvom kunderne i år faktisk har været bedre til at hente pakkerne hurtigt, forklarer hun.

»Selvom her ser nogenlunde ud om morgenen, så vælter det ind i løbet af formiddagen. Så det er et problem, at folk ikke henter dem,« siger Line Vinfeldt Knudsen til TV 2 Øst.

Hun opfordrer derfor de lokale til at hente deres pakker så hurtigt som muligt.

At der er problemer med kapaciteten i danske pakkeshops i december er ikke nyt, og hos De Samvirkende Købmænd har man da også været ude med en opfordring til kunder om ikke at vente på, at alle pakkerne ankommer, inden man henter.

»Vi ved traditionen tro, at kombinationen af Black Friday og julehandlen giver meget store mængder pakker rundt om hos vores medlemmer,« siger administrerende direktør hos De Samvirkende Købmænd, Janick Nytoft, i en meddelelse.

»Der bliver gjort rigtig meget for at få pakkerne afviklet. Det er alt fra ekstra bemanding til etablering af udleveringssteder andre steder – i eller uden for butikken, men det er ikke altid nok.«

»Derfor vil vi rigtig gerne opfordre til, at kunderne hjælper til og får hentet deres pakker i takt med, at pakkerne ankommer i butikkerne,« anmoder Janick Nytoft.

Hos MobilePay forklarer man, at omsætningen under Black Week og Black Friday i slutningen af november slog alle rekorder.

Der blev således betalt mere end 3 milliarder kroner med appen i 4,6 millioner transaktioner hen over ugen. Den omsætning repræsenterer en vækst på 10 procent.