Tangsalat fra Asian Choice tilbagekaldes, fordi der er risiko for, at produktet er forurenet med hepatitis E.

Den Kinesiske Købmand tilbagekalder et parti tangsalat, fordi der er risiko for, at produktet er forurenet med hepatitis E. Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse fredag.

Der er tale om tangsalat af mærket Asian Choice, som har en nettovægt på 225 gram og er holdbar til 25. juli 2023. Varenummeret på produktet er F45033.

Hepatitis E giver leverbetændelse med hepatitis E-virus. Sygdommen i forbindelse med virusinfektionen vil være forbipasserende hos de fleste mennesker, men i sjældne tilfælde kan den blive kronisk.

Symptomerne vil typisk minde om influenza, men mange viser slet ikke tegn på, at de er ramt af virusset.

Den kan ifølge sundhed.dk føre til dødeligt leversvigt hos gravide, men det er der ikke set tilfælde af i Danmark.

Virusset ses typisk i subtropiske lande i Asien, Afrika og Central- og Sydamerika.

De, der har købt en vare fra det pågældende parti, opfordres til at levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt, eller at kassere det.

/ritzau/