Da regeringsaftalen endelig faldt på plads i juni, var der især én nyhed, der løb med overskrifterne.

Gratis tandlæge til alle voksne senest i 2035, lød det begejstret fra regeringen og dens støttepartier. 

Men nu advarer formanden for Tandlægeforeningen, Torben Schønwaldt, om en bekymrende konsekvens af de store politiske løfter.

I et opslag på Facebook fortæller han, at flere af hans kolleger oplever patienter, som aflyser undersøgelser eller udskyder behandlinger i forventning om, at det »snart bliver gratis«.

»Det bekymrer mig. For jeg frygter, at politikernes meget bastante udmeldinger om gratis tandpleje har skabt forventninger, som ikke nødvendigvis bliver indfriet,« skriver han. 

Han understreger, at tandpleje ikke bliver gratis for alle fra januar 2027, men kun omfatter bestemte patientgrupper, herunder kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister.

»Gratis tandpleje til alle frem mod 2035 er fortsat en politisk ambition, ikke en vedtaget og finansieret ordning,« skriver han videre.

Samtidig advarer han om, at tandsygdomme ikke holder pause, og at selv et lille hul med tiden kan udvikle sig til langt mere alvorlige problemer.

Og advarslen kommer heller ikke af frygt for, at danske tandlæger skal stå uden kunder, understreger han. 

»Tværtimod! Vi risikerer at blive løbet over ende af patienter med langt større og mere behandlingskrævende problemer. Det ønsker ingen af os,« skriver han og fortsætter:

»Så mit råd er enkelt: Behold din tid hos tandlægen.«

Tandlægeforeningen har tidligere påpeget, at regeringens ambition vil kræve, at der uddannes markant flere tandlæger end i dag.