De københavnske skraldemænd fortsætter med at strejke på trods af, at de får en bøde på 1,2 millioner kroner.

Onsdag aften kunne B.T. fortælle, at arbejdsretten havde pålagt skraldemændene at genoptage arbejdet.

Men selvom fagforeningen 3F anbefalede skraldemændene at vende tilbage til arbejdet, blev det besluttet på et morgenmøde torsdag at fortsætte strejken.

Michael Johansen, der er talsmand for skraldemændene hos Citycontainer, fortæller til B.T., at der var stor opbakning på morgenmødet til at fortsætte strejken.

Senere torsdag blev sagen igen taget op i arbejdsretten. Her blev de strejkende skraldemænd pålagt en bøde på 1,2 millioner kroner for overenskomststridig strejke. Det beretter 3Fs fagblad.

Michael Johansen fortæller, at skraldemændene godt var klar over, at de formentlig ville blive idømt en bøde. Men han siger, at de blev overraskede over beløbets størrelse.

»Det er flertallet, der bestemmer. Vi snakkede om det og blev enige om at blive hjemme. Men det er klart, at i dag har været en dyr dag for os,« siger han.

Til B.T. fortæller Michael Johansen, at der bliver holdt et nyt morgenmøde fredag morgen, der afgør, om skraldemændene fortsætter strejken.

»Vi må se, hvad der sker på mødet. Men det er klart, at vi har fået 1,2 millioner gode grunde til at møde op på arbejde,« siger han.

ARC, der er skraldemændenes nye arbejdsgiver, oplyser til 3Fs fagblad, at de gerne vil gå i dialog, hvis skraldemændene genoptager arbejdet.