Et uhumsk fund.

Det var, hvad der for nylig mødte Fødevarestyrelsen under et kontrolbesøg i den amerikanske kaffebarkæde Starbucks' filial i shoppingcenteret Field's på Amager.

Kaffebaren havde ikke gjort ordentligt rent, og særligt området omkring disken var møgbeskidt.

Både gulvet og disken var snavsede og havde belægninger af gamle madrester, spildte væsker og støv, står der i kontrolrapporten.

Der var også snavset under kaffebarens grillovn. Her blev der fundet tykke belægninger af støv, og en skuffe til rene redskaber var ligeledes snavset og støvet.

Yderligere blev der fundet sorte belægninger på en fejebakke, og i kaffebarens baglokale og lager var der ligeledes beskidt.

Kaffebarens repræsentant oplyste over for den tilsynsførende, at man ville fjerne køleskabe og frysere fra lageret, så der dermed ikke længere ville stå fødevarer. Desuden ville man få ordnet de andre ting, fremgår det af kontrolrapporten.

Det ændrede dog ikke på, at Starbucks fik en sur smiley samt en klækkelig bøde på 20.000 kroner.

Bødestraffen skyldes, at kaffebaren havde fået en indskærpelse for samme forhold  på forrige kontrolbesøg.

En indskærpelse er det samme som en advarsel, og den havde Starbucks-filialen ikke formået at tage alvorligt nok.

Ifølge kontrolrapporten har Starbucks i Field's fået anmærkninger for overtrædelser af fødevarelovgivningen på minimum tre ud af de seneste fire kontrolbesøg.

»Det giver Fødevarestyrelsen mulighed for at tage skærpede sanktioner i brug under visse forudsætninger,« skriver styrelsen i kontrolrapporten.

Kritikken ærgrer Michael Hald, som er direktør for Starbucks Danmark.

»Vi har altid meget høje standarder for rengøringen i vores cafeer og er naturligvis ærgerlige over Fødevarestyrelsens observationer,« siger han i en skriftlig kommentar til B.T.

»At gulvet og en fejebakke var utilfredsstillende rengjort kunne vi heldigvis hurtigt rette op, og den sure smiley bruger vi naturligvis som en venlig reminder til os selv om, hvilke krav vi stiller til vores rengøring,« lyder det fra direktøren.

Salling Group har i Danmark licensen til at åbne Starbucks-caféer. Den første åbnede i Field's i 2014, og i 2020 havde kæden 14 caféer fordelt over landet.