Syv spækhuggere er spottet på vej ind i Kattegat.

Det var fugleobservatører fra Skagen Fuglestation, der tidligt søndag morgen så det usædvanlige syn, da en flok spækhuggere svømmede forbi ved Grenen.

Det fortæller naturvejleder og stationsleder ved Skagen Fuglestation, Simon Christiansen, til B.T.

»Der har været meget svag vind heroppe til morgen, og det giver gode forudsætninger for at finde hvaler, for så er der ikke nogen bølger til at skjule dem,« forklarer han.

Desværre var hvalerne for langt ude til, at det umiddelbart var muligt at fange dem på billeder.

Helt præcist spottede fugleobservatørerne mindst syv spækhuggere, som på grund af deres specielle finner gjorde dem til at identificere.

Af dem, der dukkede op og var til at se, var tre af dem hanner, mens fire var hunner.

»Det er størrelsen på finnen, der afgør det. Hannens er lidt mere lodrette og lidt længere også,« forklarer stationslederen.

Det er ikke første gang, der er spottet spækhuggere i dansk farvand - men det er sjældent, omend det er sket oftere de sidste par år.

»Sidste år havde vi to observationer, og det er noget mere, end vi plejer. De seneste par år virker det til, at vi har gjort flere observationer end før. Tidligere kunne der godt gå fem år mellem,« fortæller Simon Christiansen.

»Men vi havde også et fantastisk år sidste år med vindstille vejr, og det bliver også flere dage med mulighed for at se dem.«

Spækhuggerne blev set helt ude foran Grenen ved Skagen.

De kom svømmende fra vest og satte retning mod nordøst, forklarer stationslederen.

Hvis du selv går med drømme om at se en af de store hvaler, så er der ét råd, der er særligt vigtigt:

»Dage, hvor der ikke er meget vind, det er gode dage til at tage herop,« siger Simon Christiansen, før han fortsætter med et grin:

»Man skal dog ikke forvente, at man får dem at se.«