Danskerne har i weekenden udsigt til varmere vejr efter flere uger med temperaturer under frysepunktet.
Varmest bliver det søndag, hvor temperaturen kan ramme syv grader.
Det fortæller Ida Petersen, som er vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), fredag morgen.
- Weekenden byder på et skifte i det vejr, vi har været vant til det sidste stykke tid, siger Ida Petersen.
Fredagen begynder med skyer og temperaturer på mellem nul og fem graders frost, inden en front med jævn til hård vind fredag eftermiddag passerer landet fra vest. Den vil give sne i de vestlige egne.
- Med fronten kommer der også varmere luft, og sneen vil derfor i løbet af aftenen og natten overgå til slud og regn, hvor der er risiko for isslag og meget glatte veje generelt.
- Temperaturen vil stige yderligere i løbet af natten og blive til plusgrader mange steder, siger Ida Petersen.
Lørdagen begynder med regn mange steder. Temperaturen stiger til mellem en og fem graders varme, mens vinden vil være let til frisk. Ved kysterne kan den blive op til hård.
- Helt mod øst vil der stadig være lidt hvidt i nedbøren - det er rester fra snevejret, som hurtigt vil overgå til regn.
- Fra lørdag middag vil det egentlig mest være tørt vejr, men ellers er det skyet hele dagen - diset, tåget og grumset vejr, siger Ida Petersen.
Søndagen byder også på blandet vejr uden de store solskinschancer.
- Vi starter igen med lidt regnvejr til det meste af landet, men op ad eftermiddagen vil det være tørvejr. Generelt vil det være skyet i det meste af landet.
- Temperaturen vil komme yderligere op, og det bliver mellem to og syv graders varme, siger Ida Petersen.
Selv om temperaturen stiger i weekenden, så indbyder dagene ifølge meteorologen måske ikke til de helt store udfoldelser udendørs.
- Det bliver noget rigtigt gråvejr. Vådt, sjasket og diset - så det er oplagt vejr til at blive hjemme på sofaen og se en god film, siger hun.
Når meteorologen kigger ind i næste uge, så byder dagene også på plusgrader.
Det varmere vintervejr kommer i kølvandet på den koldeste januar målt i 16 år.
/ritzau/
