Efter Assads fald er der særligt ét spørgsmål, der presser sig på. Skal de syrere, der befinder sig i Danmark, sendes hjem til det land, de engang flygtede fra? 

De seneste dage har debatten raset herhjemme, og i lande som Tyskland og Østrig er man allerede begyndt på de såkaldte 'deporteringsprogrammer af de syriske flygtninge.'

Imidlertid tegner tallene for syrernes kriminalitet og arbejdsløshed et kedeligt billede af  flygtningegruppen. Det er nemlig kun flygtninge fra Tyrkiet og Libanon, der begår mere kriminalitet end de syrere, der lige nu befinder sig i Danmark. 

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Og når det gælder arbejdsløshed er det omtrent halvdelen af syrerne mellem 25-64 år, der ikke arbejder. Til sammenligning er der 8.000 kinesere i samme aldersgruppe i beskæftigelse i Danmark. Kun 214 af dem var arbejdsløse i 2023. 

Henrik Kokborg har arbejdet med integration i over 25 år og har et dybtgående kendskab til syrerne og det land, de kommer fra. Han fortæller, at de er en meget kompleks befolkningsgruppe at integrere - og den kompleksitet er rodfæstet dybt i syrernes kulturelle ophav:

»De kommer fra en kultur, der er familiekollektivistisk. De bliver opdraget med henblik på at få en tildelt rolle i familien og bliver ikke opdraget med henblik på at indgå i samfundet. Dét er den væsentlige forskel på danske og syriske familier,« fortæller integrationsspecialisten.

»Det giver udfordringer i Danmarks demokratiske samfund og gør, at de har utroligt svært ved at falde til, særligt på arbejdsmarkedet.«

Særligt flygtninge fra Syrien har svært ved at komme ind på det danske arbejdsmarked.
Særligt flygtninge fra Syrien har svært ved at komme ind på det danske arbejdsmarked. Danmarks Statistik.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik arbejder syrere i beskæftigelse typisk med handel, transport og i hotel- og resturationsbranchen. Mange af dem har skullet genopfinde sig selv erhvervsmæssigt, da de kom til Danmark, og det er ifølge Henrik Kokborg en af grundene til overrepræsentationen af syrere i Danmark, der er arbejdsløse:

»50 procent af dem der kom hertil var funktionelle analfabeter, så vejen til arbejdsmarkedet har været lang,« siger han og forklarer, at mange har skullet vende ryggen til det erhverv, de havde i Syrien:

»Hvis man var mekaniker i Syrien, er det ikke ensbetydende med, at man kan være det i Danmark. Den måde, det fungerer på i Syrien, er, at man specialiserer sig. Man har lært, hvordan man sætter dæk på, men har ikke den fjerneste viden om motorer,« siger han.

Mens syrerne skraber bunden i beskæftigelsen, topper de til gengæld på et andet parameter. Når det gælder kriminalitet, er de kun overgået af flygtninge fra Tyrkiet. Og det er der ifølge Henrik Kokborg en særlig grund til.

»Syrerne er de flygtninge, der har været i landet i kortest tid.«

Men det ændrer vel ikke på, at de topper statistikkerne, når det gælder kriminalitet?

»Jeg tror, det skyldes, at dem, der var gode til at tage i mod syrerne, var parallelsamfundene, hvor kriminalitet er normen, og derfor er de blevet opdraget ind i kriminalitet. Man skal huske på, at alle syrere er forpligtet - på grund af kultur - til at sende penge hjem til deres familier, og det har lagt et pres på dem,« understreger Henrik Kokborg. 

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Dansk-Syrisk Kulturforening til tallene i rapporten, men de er ikke vendt retur på vores henvendelse.