Nu sætter Kim Larsens søn Sylvester Larsen ord på tabet af sin far.
Den 72-årige danske nationalskjald sov ind søndag morgen efter længere tids sygdom. Tabet har ramt 'hårdere end forventet', fortæller Sylvester Larsen i et opslag på Facebook:
'Gennem de senere år var vores forhold til hinanden blevet mere distanceret og konfliktfyldt som følge af uenigheder og gamle sår i familien, der havde svært ved at hele. Min far kunne være stejl, uforsonlig, voldsomt opfarende og havde ofte svært ved at indrømme egne fejl, mens han fremhævede dem hos andre. Nej, han var langtfra perfekt, den gamle. Men hvor jeg dog elskede ham.'
Sylvester Larsen fortæller, at faderen ifølge Sylvester Larsen lærte ham noget af det vigtigste, en forælder kan give videre til sit barn: nemlig at have blik for det åndelige i tilværelsen og det at stille spørgmål ved autoriteter og den herskende tidsånd.

Kim Larsen lærte også sønnen vigtigheden af at gøre sig umage, ligesom han trøstede ham, når han havde slået sit knæ.
Samtalerne om litteratur, film, politik og musik med faderen står stadig stærk i hukommelsen. Også alle drukturene på Boogie’s og Birdy’s i Odense.
'Da min søn Buster kom til verden for 10 år siden, sagde han: 'Junior, de næste 10 år bliver de bedste i dit liv'. Og hvor fik han ret - den gamle kværulant,' skriver sønnen.
Sylvester Larsen husker også, hvordan Kim Larsen gengav de klassiske fortællinger 'Hamlet', 'Iliaden' og 'Odysséen' frit efter hukommelsen, og hvordan faderen optog historier på kassettebånd. Kassettebånd, som Sylvester Larsen stadig har den dag i dag, og som han har hørt hundredvis af gange i årenes løb. Fortællingerne har sat sådan et præg, at Sylvester Larsen selv har givet dem videre til sine egne børn.

Kim Larsen advarede dog også Sylvester Larsen imod branchen og dens faldgruber, da sønnen valgte at gå musikkens vej.
Roserne sad aldrig løst, husker Sylvester Larsen, men de kom med jævne mellemrum. Ofte gennem andre, mindes han og fortsætter:
'Jeg har oplevet på nærmeste hold, hvordan rigtig mange af hans sange kom til verden. Og det var til tider nogle meget hårde fødsler. Guddommelig inspiration? Jovist, men forarbejdet var også gjort i form af mange opslidende nætter i musikrummet. Jeg kan stadig høre trommemaskinen og guitaren inde fra værelset ved siden af. Musikken stopper et øjeblik ... Lyden af en Zippolighter, der tændes, og det sagte skvulp af en øl, der bliver hældt ned i et glas. Så begynder musikken igen. Og den holder aldrig op.'
Kim Larsen, der siden 1970'erne har været kendt som en af Danmarks allermest populære kunstnere, måtte i 2014 opereres for en diskusprolaps. Den folkekære musiker måtte efterfølgende gennemføre flere sommerturnéer siddende. Men han blev ved. I 2018 måtte Kim Larsen dog aflyse flere koncerter efter at have kæmpet med prostatakræft gennem længere tid.
