Sabrina Rasmussen spærrede øjnene op, da hun for nogen tid siden besøgte Facebook-gruppen 'International Hyggegruppe', der har 51.000 medlemmer.

Her faldt hun over et opslag om drugrape, som i den grad forargede hende. I 'debatten' skrev en sygeplejestuderende nogle særdeles grænseoverskridende kommentarer.

»Han sidder mere eller mindre og deler en opskrift på, hvordan man bedøver mennesker med henblik på at voldtage dem,« siger Sabrina Rasmussen til B.T.

B.T. har valgt at sløre den sygeplejestuderendes identitet, ligesom omtalen af de pågældende bedøvelsesmidler også er sløret.

I en tråd om drugrape fortæller en sygeplejestuderende om en eventuel fremgangsmåde. B.T. har efterfølgende spurgt ind til kommentarerne, som er beskrevet som en joke.
I en tråd om drugrape fortæller en sygeplejestuderende om en eventuel fremgangsmåde. B.T. har efterfølgende spurgt ind til kommentarerne, som er beskrevet som en joke.
Vis mere

Det drejede sig om et billede, der i forvejen refererede til drugrape. En af kommentarerne fra den sygeplejestuderende lød, at hvis man brugte et bestemt bedøvelsesmiddel: 'Tja, så skal du have hende i kælderen længe.'

»Det kunne jeg ikke lukke øjnene for. Jeg synes, det er meget bekymrende, at en, der er i gang med at uddanne sig i sundhedssektoren, opfører sig sådan.«

»Jeg har selv været udsat for overgreb, så det ligger mig på sinde,« siger Sabrina Rasmussen og understreger, at det kan have en effekt, selvom kommentarerne er skrevet i 'sjov'.

»Jeg godtager ikke, at man bare siger, det er en joke. Det er specifikke bedøvelsesmidler, han nævner, og det er i en gruppe med 51.000 medlemmer. Det er simpelthen for groft,« siger hun.

B.T. har valgt at fjerne sløre den sygeplejestuderendes identitet samt at sløre de bedøvelsesmidler, han nævner.
B.T. har valgt at fjerne sløre den sygeplejestuderendes identitet samt at sløre de bedøvelsesmidler, han nævner.
Vis mere

Facebook-gruppen er en del af de såkaldte 'hyggegrupper', som før har skabt forargelse. I nogle af disse grupper er der ingen regler for opslag, og indholdet kan blive voldsomt.

I 2017 livestreamede en kvinde for eksempel, imens hun kørte bil – hvor hun endte med at køre galt, skrev TV 2.

Information har også beskæftiget sig med 'hyggegrupperne', hvor de beskriver det som et sted, hvor man blandt andet kan opleve: 'Videoer af mennesker, der bliver torteret, og diskussioner om, hvorvidt 'Erdogan fortjener et dickslap med en dildo'.

B.T. har konfronteret den pågældende sygeplejestuderende. Den samtale kan du læse i bunden af artiklen.

Henrik Rindom, der er overlæge i psykiatrien og misbrugsekspert, er ked af tonen og de kommentarer, der er faldet i den store Facebook-gruppe.

»Det er en mærkelig måde at gøre sig bemærket på. Det kan godt være, at han mener, det er for sjov, men det er fandeme ikke sjovt at blive voldtaget.«

»Jeg arbejder med både piger og drenge, der er svært traumatiserede på den baggrund. Derudover taler han om stoffer, som han tilsyneladende ikke har forstand på. Det kan blive rigtig farligt,« siger Henrik Rindom til B.T., der har fremlagt kommentarerne for overlægen.

»Det kan give folk ideer, og det er farlige stoffer, der er tale om. Hvis man giver en person de nævnte stoffer og ikke ved, hvad de har taget inden eller drukket, kan der ske 1.000 forskellige ting.«

»Hvis man er sygeplejestuderende, skal man vise mere omsorg for, hvilke konsekvenser ens kommentarer kan få,« slår Henrik Rindom fast.

Ifølge rapporten Offerundersøgelser 2005-2019 er der cirka 11.400 anmeldelser af voldtægt om året, hvor langt størstedelen hverken involverer stoffer eller alkohol.

Det gør sig også gældende på Center for Seksuelle Overgreb, der behandler ofre i Region Hovedstaden. I 2020 har der været 601 personer, der har henvendt sig med et overgreb. 14,2 procent af dem har centeret mistanke om har været udsat for drugrape.

Til sammenligning var tallet i 2019 på 18,8 procent og i 2018 på 19,3 procent. Man mener dog, at det også har noget at gøre med, at bylivet har været lukket ned under corona, skriver centeret i års-statistikken.

Overlæge Henrik Rindom kan slet ikke forstå, at man kan få sig selv til at skrive den slags kommentarer. Han arbejder selv med voldtægtsofre, som har ar på sjælen efter et sådan overgreb: 'Jeg er optaget af, hvor traumatisk han selv ville opleve en voldtægt.'
Overlæge Henrik Rindom kan slet ikke forstå, at man kan få sig selv til at skrive den slags kommentarer. Han arbejder selv med voldtægtsofre, som har ar på sjælen efter et sådan overgreb: 'Jeg er optaget af, hvor traumatisk han selv ville opleve en voldtægt.'
Vis mere

Prorektor på professionshøjskolen Via University College Gitte Sommer Harrits er bestemt ikke glad for måden, den pågældende studerende har repræsenteret skolen.

»Vi blev kontaktet af en person om kommentarerne, og den pågældende elev henvendte sig også selv. Vi kan som sådan ikke gøre noget, da der ikke er noget værdighedskrav for at gå på uddannelsen. Når det så er sagt, så vil jeg på det kraftigste tage afstand til kommentarerne.«

Det drejer sig jo om viden, der nok er tilegnet på jeres skole. Hvordan foregår undervisningen? Er der noget om, hvordan man skal behandle den slags viden?

»Etik og moral fylder en stor del af sygeplejeuddannelsen, hvor det også bliver nævnt, hvordan man skal gebærde sig.«

»Jeg har svært ved at se, hvordan man som sygeplejestuderende kan skrive sådan noget. Det er ikke foreneligt med faget.«

Nu siger du, at I allerede har fokus på etik i undervisningen. Kommer den her episode til at ændre på jeres fremgang?

»Det kan godt være, at vi i fremtiden vil være ekstra opmærksomme på at understrege overfor de studerende, at man også er sygeplejerske i sin fritid. Det skal jeg ikke kunne afvise,« siger Gitte Sommer Harrits til B.T.

B.T. har talt med den pågældende sygeplejestuderende, som siden har slettet sine profiler på sociale medier.

Hvad får dig til at skrive de her kommentarer?

»Det er en lukket gruppe.«

Ja, en lukket gruppe med 51.000 medlemmer, så man kan jo diskutere, hvor lukket den egentlig er?

»Jo, det er vi enige om, men i princippet en lukket gruppe, selvom der er mange medlemmer. I den her gruppe bliver der slået lidt af hvert op. Noget er sobert, og noget andet er mere voldsomt. Der bliver postet et meme, der gør grin med drugrape ...«

Men hvad får dig til at poste de her kommentarer?

»Det er på grund af det her drugrape-meme, der er folk, der joker omkring det, og det kører jeg videre på. Jeg havde ikke set, at det skulle komme ud i det her forum. Jeg kan godt se i bakspejlet, at det er dumt.«

Det er for at være sjov eller hvad?

»Ja, det er fuldstændig i sjov og ikke ment seriøst.«

»Hvad er det, der er sjovt ved det?«

»Det ved jeg ikke. Vi har jo forskellig humor. Hvad er der sjovt ved Peter Madsen-jokes, hvad er der sjovt ved døde baby-jokes? Jeg er jo blevet hængt ud som potentiel voldtægtsforbryder, og det synes jeg er langt ude. Man er jo heller ikke potentiel morder, fordi man laver en Peter Madsen-joke.«

Nej, men nu handler det her om de kommentarer, du har skrevet?

»Ja, selvfølgelig, men jeg kan ikke sige andet til dig, end at jeg er lidt grov i filten, sådan er min humor bare. Det ved jeg nu, at det skal man lade være med.«

Hvilke tanker har du gjort dig omkring, at du måske har et udvidet ansvar. Som en, der arbejder med de her stoffer og er i gang med at uddanne sig til sygeplejerske?

»Selvfølgelig har jeg gjort mig tanker om det.«

Er det nogle tanker, du har gjort dig efterfølgende, eller har du haft de tanker hele tiden?

»Jeg tænkte, at jeg er en privatperson, og så er jeg sygeplejestuderende. De to ting har jeg skilt ad, men det kan man ikke. Det forstår jeg egentlig godt. Men langt de fleste, jeg har talt med, siger, at det er en lidt lunken joke, jeg har lavet, men derfor er jeg jo ikke voldtægtsmand.«

En sygeplejerske, der bruger de her ord omkring drugrape og kommer med den her viden, som jeg vil betegne som fagviden. Er det bare halvlunkne kommentarer?

»Det er en dårlig joke. Jeg snakker om bedøvelse generelt – jeg snakker ikke om voldtægt – man kan slå det op, jeg skriver, på to sekunder.«

Det er ikke rigtigt. Jeg citerer dig direkte nu, hvor du refererer til et bedøvelsesmiddel: 'Tja, så skal du have hende i kælderen længe.'

»Ja, og det er, fordi jeg svarer en anden.«

Og det er det, du definerer som en 'halv-lunken' kommentar?

»Det er dumt skrevet, og det skulle jeg have tænkt over. Men det er informationer, man kan slå op på 'netdoktor' så let som ingenting.«

Tror du, at man kan finde de samme formuleringer, som du bruger – eksempelvis, hvor lang tid man kan have hende i kælderen?

»Det er bare en joke – jeg skrev det til en anden. Det er så dumt, men det er ikke noget, jeg mener.«

Fortryder du dine kommentarer?

»Ja, det gør jeg,« siger han til B.T.

B.T. har henvendt sig til administratorteamet i International Hyggegruppe, som har følgende svar:

'Det var mig, som var til stede, da opslaget blev postet i gruppen. Opslaget omhandlede ikke drugrape, der var et medlem, som stillede et spørgsmål, men intet angående voldtægt. Jeg nåede ikke at se de gutter, der kommenterede, men har efterfølgende set det, efter opslaget var væk. Efter min opfattelse så jokede de bare.'