Christina Kjær Hansen arbejder som sygeplejerske på Roskilde Sygehus og er en af de heldige, der er blevet udvalgt til at få en ekstra pose penge fra staten.
Men hun føler sig ikke heldig, siger hun.
Faktisk føler hun, at de 12.000 kroner, hun modtager i tillæg inden april, bliver brugt som et slags hold kæft-bolsje.
»Når man giver sådan et fastholdelsestillæg, så giver det ikke noget på den længere bane. Til april kan vi måske se, at der er en masse, der siger op igen, fordi vilkårene ikke ændrer sig,« siger den 33-årige operationssygeplejerske.
Og så bunder størstedelen af hendes frustration i, at det ikke er alle hendes kollegaer, der får en bid af kagen. For alle er pressede, siger hun.
»Jeg synes, det er helt hul i hovedet, at man kun vælger at give halvdelen af medarbejderne et tillæg. Folk har jo ikke lyst til at blive et sted, hvor man ikke føler sig værdsat,« siger Christina Kjær Hansen.
Hun arbejder i Region Sjælland, der har fået 154 millioner fra regeringens vinterpakke, som regionen så selv har skullet fordele ud på de forskellige sygehusafdelinger.
Regionen har valgt at give en pose penge til cirka halvdelen af dens 20.000 medarbejdere. Og B.T. har spurgt regionsdirektør i Region Sjælland, Per Bennetsen, hvorfor man ikke har givet alle medarbejdere en del af pakken.
»Jeg synes, at alle er vigtige, men det er et redskab til at få driften til at hænge sammen,« siger Per Bennetsen
Men hvad hvis den anden halvdel smutter?
»Det ville jeg være frygtelig ked af. Men nogle gange handler det om at prioritere de steder, hvor det har været rigtig svært.«
Hos Dansk Sygeplejeråd, der sad med til forhandlingerne om vinterpakken, havde man gerne set, at alle sygeplejersker fik en bid af kagen. Det siger kredsformand i Kreds Sjælland, Anne Marie Holst Sommer:
»Men der har vi ikke kunnet rykke på noget – regionen har stået helt fast. Vi var nødt til at skrive under, for ellers ville der slet ikke være noget til os,« lyder det fra kredsformanden.
I Region Hovedstaden har man valgt at fordele pengene ud til en mindre andel end i Region Sjælland – nemlig til 30 procent af medarbejderne.
54-årige Marianne Priskorn er en af de sygeplejersker, der arbejder i Region Hovedstaden, og som ikke får en krone i tillæg.
Hun føler sig i den grad forbigået under udvælgelsen af »de mest pressede områder«, som regionen siger, at man har valgt at prioritere.
»Vi har enormt travlt på min afdeling. Vi er underbemandede og generelt under et kæmpe pres,« siger Marianne Priskorn, der arbejder på gastromedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital.
Region Hovedstaden har fået 312,5 millioner kroner til fordeling blandt deres knap 40.000 medarbejdere. Og at man kun har valgt at fordele dem ud til 30 procent, forstår Marianne Priskorn ikke.
»Vi er alle sammen vigtige brikker i sundhedsvæsenet – så det er med at holde på alle kompetencer – og det gør man ikke ved at tilgodese nogle og ikke nogle andre,« siger hun og tilføjer:
»De, der har lavet fordelingen, forstår ikke, hvordan det hænger sammen – hvordan vi er hinandens forudsætninger og afhængige af hinanden på kryds og tværs.«
Marianne Priskorn fortæller, at hun i forskellige online sygeplejerskegrupper kan mærke en splittelse medarbejderne imellem:
»Det her udløser en kæmpe uro og frustration.«
Hun forudser, at flere af de sygeplejersker, der føler sig forbigået, kommer til at søge væk fra det offentlige.
»Jeg tror, det kommer til at give større bagslag, end man umiddelbart ville tro,« siger hun.
Havde du været med i den her artikel, hvis du var en del af de 30 procent, der havde fået tillægget?
»Det havde jeg. Jeg ved, at dem der har fået, er glade for den anerkendelse, men de er også klar over, at den bagvedliggende udfordring ikke er løst med det her – det bliver spændende at se, hvor mange der smutter til foråret, når de har fået udbetalt den sidste del af tillægget.«
B.T. har talt med regionsrådsformand i Hovedstaden, Lars Gaardhøj, og spurgt, om de i forhandlingerne overvejede, hvorvidt det kunne skabe splid medarbejderne imellem, når kun 30 procent blev tilgodeset.
»Jeg kan godt forstå, at der er nogen, der måske tænker, 'hvorfor var der ikke noget til mig'. Men vi ville gerne have, at pengene skulle kunne mærkes og måtte derfor prioritere.«
Kredsformand i Region Hovedstaden hos Dansk Sygeplejeråd, Kristina Robins, er enig med Lars Gaardhøj i, at det var vigtigt, at pengene kunne mærkes. Men hun forstår godt frustrationerne.
»Jeg ville selvfølgelig have ønsket, der havde været midler til at give alle, så det kunne mærkes. Men det var vigtigt for os, at det ikke bare blev 'et honninghjerte' igen.«
