»Kære alle jer, der står forrest i kampen mod corona. Tak!«

Sådan indleder regionsrådsformand i Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S) en videohilsen på Twitter til medarbejderne på hospitalerne i hovedstaden, som lige nu er lagt ned af coronapatienter.

»I er under et kæmpe pres (..). I har taget ekstra vagter. I har dækket ind for kollegaer. Og I har udsat jer selv for smitte. Jeg er utrolig stolt over det arbejde, I udfører. Så af hjertet, tak!« fortsætter Sophie Hæstorp Andersen og lægger hånden på sit hjerte.

Videohilsenen er et led i regionens takkekampagne #sigdetmed hjertet, hvor medarbejderne på hospitalerne får overbragt et lille honningkagehjerte og bliver mødt med et hjertebanner på deres arbejdsplads som tak for deres ekstraordinære indsats under coronaepidemien.

Kampagnen er imidlertid ikke faldet i god jord hos alle sygeplejersker. Tværtimod.

Cecilie Mai Andersen, som er tillidsmand og sygeplejerske på Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling på Nordsjællands Hospital, er så oprørt, at hun i samarbejde med og med opbakning fra samtlige DSR-tillidsmænd på Nordsjællands Hospital har sat sig i spidsen for modkampagnen #givdithjertetilbage.

»Vi er selvfølgelig glade for anerkendelsen, men det er måden, det bliver gjort på. Det kan virke som en rød klud i ansigtet og en lidt flad fornemmelse at blive belønnet med et lille honningkagehjerte, når vi knokler, som vi gør. Folk har fået aflyst ferie og har fået omlagt vagter ud over det rimelige.«

»Man kunne godt have påskønnet vores indsats på en anden måde. Vi er trætte, og det er fysisk og psykisk hårdt for alle, der arbejder i sundhedsvæsenet – også for vores familier. Det kan jo ikke afhjælpes med et honningkagehjerte,« siger Cecilie Mai Andersen og tilføjer:

Cecilie Mai Andersen.
Cecilie Mai Andersen. Foto: Privat foto
Vis mere

»Vi modtager hjerterne i dag og i morgen. Så samler vi dem ind i en kasse. Nogle af dem sender vi retur til politikerne i regionen. Resten giver vi til et godt formål.«

Cecilie Mai Andersen så hellere, at regionen havde brugt kampagnepengene på at sikre nogle ordentlige arbejdsforhold under epidemien.

En anden sygeplejerske fra Nordsjællands Hospital, som ikke nyder tillidsmandsbeskyttelse og ikke ønsker at stå frem med navn af frygt for repressalier, taler lige ud af posen:

»Jeg synes, der er latterligt, at man får et honninghjerte som påskønnelse af vores arbejde. Det er simpelthen så frækt. Det gør mig vred, så er det bedre at lade være,« siger hun og tilføjer:

»Et honninghjerte og en videohilsen, det er at pisse på folk. De burde i stedet sørge for nogle ordentlige arbejdsforhold, bedre løn, og at man kunne melde covid-19-skader som en arbejdsskade, fordi man har pådraget sig sygdommen under sit arbejde.«

I Dansk Sygeplejeråd Kreds Hovedstaden har næstformand Inger Margrete Siemsen fuld forståelse for, at sygeplejerskerne er frustrerede over regionens takkekampagne.

»Det er fint, at regionen siger tak, for det har den god grund til at gøre. Det er bare ikke en tak, som sygeplejerskerne kan bruge til noget i deres hverdag. Sygeplejerskerne er pressede, og de har brug for at mærke takken i form af ordentlige rammer og vilkår,« siger Inger Margrete Siemsen.

»Lige nu bliver de presset ufrivilligt ud i coronaberedskabet. Der bør i stedet være nogle vilkår, som gør, at sygeplejersker stiller sig frivilligt til rådighed, og at de får alle de tillæg med, som de krav på. Lige nu føler de sig som Ludo-brikker. Vi frygter, det giver sygemeldinger, opsigelser og stress.«

Region Hovedstaden har brugt 780.000 kroner på kampagnen, oplyser regionsdirektør Svend Særkjær.

»Vores medarbejdere har knoklet siden foråret og kommer desværre også til det hen over jul og nytår. Vi ved, at de er pressede og har behov for at markere, at en kampagne ikke er nok,« siger han.

»Kampagnen er ikke en økonomisk erstatning for det ekstraarbejde, der bliver udført. Den er kun tænkt som en stor tak for deres ekstraordinære indsats.«