Forvirringen hos sygeplejerskerne er stor. Hvad skal der ske med deres arbejde, og hvad nu hvis de bliver smittet, når corona-patienter vælter ind på de danske sygehuse? Dansk Sygeplejeråd (DSR) bliver i disse dage kontaktet af mange sygeplejersker, der er bekymrede.
Det kommer, efter at statsminister Mette Frederiksen onsdag på et corona-pressemøde meldte ud, at:
»Det går for hurtigt. Hvis mange bliver smittet, kan kapaciteten på landets intensivafdelinger ikke følge med. Sundhedspersonalet kan heller ikke følge med. Ikke kun, fordi sygehusene kan blive overbelastede af kritisk syge mennesker, men også fordi en del af personalet selv kan blive smittet og sendt i karantæne.«
Og det har fået en masse danske sygeplejersker til at kontakte deres fagorganisation, Dansk Sygeplejeråd, og fortælle om deres bekymringer.
»Vi bliver ringet op af mange, der både er bekymrede for det faglige, praktiske og selvfølgelig smitten,« fortæller Grete Christensen, formand for DSR.
I forhold til det faglige er det primært uvisheden, der gør sygeplejerskerne bekymrende. Både fordi de ikke ved, hvad de har i vente, og fordi de kan blive kastet ud på nye afdelinger med uvante arbejdsopgaver.
»Lige nu er der kun 10 indlagte, men vi ved ikke, hvordan det udvikler sig. Sygeplejerskerne ved ikke, hvad de går i møde. Bliver en afdelings personale for eksempel smittet og må i karantæne, så er det et nyt hold af sygeplejersker, der skal varetage opgaverne. Opgaver, de måske ikke er vant til.«
Og lige præcis det med, at sygeplejerskerne altså også kan blive smittet, bekymrer nogle.
Der er nemlig også sygeplejersker, der selv er i den særlige risikogruppe for at blive smittet.
»Vi er blevet kontaktet af en sygeplejerske, der spørger 'hvad med mig, hvis jeg bliver smittet?, hvad med mine arbejdsopgaver?'. Det skal der selvfølgelig tænkes over,« mener Grete Christensen.
Det er nemlig vigtigt for Grete Christensen, at vi ikke glemmer, at sygeplejersker ikke er overmennesker, der ikke selv kan blive syge.
»Vi skal også tænke over, hvordan vi passer på dem, der passer på de syge,« fortæller Grete Christensen.
Men det praktiske aspekt er heller ikke til at kimse ad for sygeplejerskerne.
Det er nemlig sygeplejerskerne, der kommer til at trække det tunge læs, hvis sygehusene bliver overbelastede.
»De ringer og spørger, hvor meget de skal kunne forvente at arbejde over, og hvad med overskuddet, og hvad med børnene og den planlagte påskeferie. Der er mange praktiske ting at tage højde for,« fortæller Grete Christensen.
Dansk Sygeplejeråd oplever både øget aktivitet på deres hjemmeside, på deres medlemsservice hotline og i de lokale kredse, hvor tillidsmændene også må besvare mange spørgsmål.