Henriette Toftlund Bjørnholt er en af de personer, der har stået i frontlinjen og kæmpet mod coronavirussen, som selv endte med at blive smittet.
Selv om det nu er seks måneder siden, kæmper hun fortsat med virussens senfølger. Alligevel er hun klar til at stille op, hvis landet skulle blive ramt af en ny bølge.
Hun var på akutafdelingen på Regionshospitalet i Herning, da det væltede ind med coronasmittede danskere i marts.
På hospitalet kunne deres lager af værnemidler ikke holde til den massive tilstrømning af patienter. Nytårsbriller blev samlet ind og røg i afdelingens vaskemaskine for at gøres klar til brug af personalet.
Det endte med, at nogle af sygeplejerskerne på afdelingen selv blev smittet med virussen, da de arbejdede for tæt og ikke var ordentligt beskyttet. En af dem var 52-årige Henriette.
I dag så mange måneder efter hun blev syg, påvirker det hende stadig.
»Mine senfølger er hovedpine, stakåndethed og træthed. Det påvirker min hverdag, og jeg har færre kræfter, end jeg plejer at have efter en arbejdsdag,« siger Henriette til B.T.
Da hun blev erklæret fri af virussen, vendte hun tilbage til et nyt job på den intensive afdeling på Viborg Sygehus. Her oplevede hun de værste tilfælde, hvor personer lå i respirator, og nogle tabte kampen mod virussen. Det er episoder, som får Henriette til at stille op igen, hvis en ny bølge rammer.
»Det er mit job, og der er mange i Danmark, der sætter deres liv på spil hver dag. Det vil jeg også gøre igen,« siger hun og fortsætter:
»Det har altid ligget mig på hjerte at gøre en forskel, og jeg føler, at der er mere på spil end mig og mit helbred.«
Hun er stadig opmærksom på sit eget helbred og sig selv. Hendes senfølger bliver fulgt tæt af forskere og læger, og de melder, at senfølgerne med tiden vil fortage sig.
Trætheden fylder dog meget for Henriette, og det kan være svært at komme igennem en 37 timers arbejdsuge. Hendes arbejdsgiver er opmærksom på problemet, og de har anerkendt senfølgerne af virussen som en arbejdsskade.
Hun er dog ikke i tvivl om, at hun vil opretholde sin hverdag.
»Så må jeg være træt i privaten. Det er hårdt, men det her kommer til strække sig over lang tid. Vi bliver nødt til at blive ved med at kæmpe og vente på, at der kommer en vaccine.«
Inden hun selv blev smittet og under sit sygdomsforløb, boede hun og hendes mand i hver sin ende af hjemmet. Det er hun klar på igen, hvis det er det, der skal til.
Henriette melder, at de hele tiden er opdateret på de nye smittetal, og ved, hvad de skal gøre, hvis scenerne gentager sig. Hun føler, at vi har lært meget siden sidste udbrud:
»Først famlede vi os frem, men nu er vi klar til det. Selvfølgelig er risikoen for selv at blive smittet der stadig, men sikkerhedsforanstaltningerne er anderledes nu.«
