43-årige Tina Scharnhorst satte sig til rette i stolen hos blodbanken.

Sygeplejersken satte forsigtigt nålen ind i Tinas venstre arm, og så var maskinen ellers i gang med at adskille plasma fra de røde blodlegemer.

Det var en varm dag, så Tina havde korte ærmer på, der blottede den tatovering, hun fik lavet for fire år siden.

"Sikke en flot tatovering. Den må have en helt særlig betydning for dig," sagde sygeplejersken.

Tina svarede, at det havde den. Og så fortalte hun sygeplejersken om sin historie.

Blækkets motiv og skrift vidner om Tinas liv, der har været præget af en svær opvækst, sygdom, misbrug, indlæggelser og tid i plejefamilie og siden på bosted.

Men den fortæller også historien om håb, og hvordan hun er kommet frem i livet og har fået skabt sig et godt liv på trods af svær fortid.

Efter blodtapningen var færdig, kom sygeplejersken hen til Tina og spurgte, om de lige kunne tale sammen et øjeblik på et kontor.

»Jeg blev nervøs, fordi jeg var bange for, om der kunne være noget galt med mit blod,« fortæller Tina.

Men det var noget helt andet, sygeplejersken ville hende.

Vil ikke ses som et offer
Tina fik en turbulent start på livet. Hendes opvækst var svær med omsorgssvigt i den nærmeste familie.

Hun blev som lille tvangsfjernet af kommunen og flyttede til en plejefamilie. Senere flyttede hun på bosted, som hun boede på i 11,5 år.

De svære kår drev hende ud i et misbrug af alkohol og stoffer, som hun havde svært ved at komme ud af.

»Jeg har hele mit liv været en, der skulle kæmpe – særligt for at få en stemme.«

På bostedet mødte hun sin mand. De to stak af fra bostedet, og sammen begyndte de at skabe det liv, Tina har i med hus og to hunde.

»Jeg har aldrig set mig selv som et offer. Det er ikke en kasse, som jeg ønsker, at andre skal putte mig ned i – og derfor vil jeg ikke selv gøre det.«

Derfor fik Tina lavet tatoveringen, hvor der står 'Always a fighter, never a victim,' (Altid en kæmper, aldrig et offer, red.), og langs sløjfen står der "PTSD", som Tina har været diagnosticeret med.

»Når folk spørger ind til min tatovering, får jeg lov til at fortælle min historie og blive set. Det betyder meget for mig at gøre, fordi jeg igennem det meste af mit liv er blevet gemt væk, når kommunen kom.«

Ved at fortælle sin historie håber Tina at være med til at nedbryde nogle af de fordomme, der stadig findes om psykisk sygdom.

Her ses den tatovering, som Tina fik lavet for fire år siden. Foto: Privat

At være noget for andre
Det har hele tiden været vigtigt for Tina at stå ved sin historie og sin diagnose. Derfor er hun blevet peermedarbejder ved distriktspsykiatrien i Roskilde.

En peermedarbejder er ansat i sundheds- eller socialvæsenet på baggrund af egne erfaringer med eksempelvis psykisk sårbarhed, indlæggelser eller svære livskriser.

I jobbet bruger Tina sine egne erfaringer til at skabe relationer og give håb til mennesker, der står i nogle af de samme udfordringer, som hun selv tidligere har stået i.

»Det er enormt givende for mig at være ansat der. Det gør også meget for min egen recovery, fordi jeg fandt ud af, at jeg havde en stemme, der kunne hjælpe andre og kan gøre en forskel.«

En buket blomster fra hjertet
Tilbage på kontoret stod Tina stadig og frygtede, at der var noget galt med hendes blod. I stedet rakte sygeplejersken hende en stor buket blomster.

»Din historie har gjort et meget stort indtryk på mig. Mine kolleger og jeg har fået denne buket, som vi gerne ville give til en person, der på en særlig måde berørte os. Den person er dig,« gengiver Tina, at sygeplejersken sagde.

Efter blodtapningen fik Tina en buket fra sygeplejersken. Foto: Privat

Tina blev rørt og krammede sygeplejersken som tak.

»Det var en kæmpe anerkendelse, fordi man så ofte møder stigmatisering og fordomme, når jeg fortæller om det, jeg har været igennem i psykiatrien.«

For Tina betød det noget helt særligt, og det bliver en dag, hun aldrig vil glemme.

Artiklen er oprindeligt udgivet på Woman.dk, hvor du også finder indhold fra Bolig Magasinet, Costume og Magasinet Liv