Sygeplejerske Nanna Nørgaard Birkkjær blev presset til det yderste.
Hun sov dårligt natten op til sine vagter. Timerne op til fik hun ondt i maven og blev ked af tanken om at møde ind.
På arbejdet begyndte hun at glemme, hvad hun skulle hente og måtte spørge patienterne igen og igen, hvad de skulle have til aftensmad.
Til sidst var der kun én ting at gøre.
Nanna Nørgaard Birkkjær samlede alle de ferie- og afspadseringstimer, hun havde, og bad om at få dem med det samme. Hun havde brug for et pusterum fra det arbejde, hun oprindeligt brændte for, men som nu var blevet en stor knude af strejker, mistrivende kollegaer og et pres, der blev øget dag for dag.
»Min krop var så stresset og presset, at det har været direkte usundt. Jeg kunne ikke mere, der var ikke mere at give af, og jeg skulle trække stikket,« siger hun.
Presset, som Nanna Nørgaard Birkkjær mener regeringens løbende besparelser har lagt på hendes fag, har gjort, at hun fra 24. august har taget en tiltrængt pause fra arbejdet.
En pause, som hun først vender tilbage fra 27. september, når sidste afspadseringstime rinder ud.
Hun kan allerede mærke stor forskel på arbejdsgangen, fra hun for tre år siden havde første vikartime på Aalborg Universitetshospital Syd som studerende, til hun i dag har været færdiguddannet sygeplejerske i et halvt år.
Den ene sengeplads efter den anden er blevet nedlagt på nyremedicinsk og reumatoligisk afdeling, hvor hun er tilknyttet.
»Da jeg startede som vikar, var der 26 pladser til patienterne. Så gik vi ned på 20, derefter 16 og nu er vi nede på 10 sengepladser,« siger Nanna Nørgaard Birkkjær.
Hun forventer, at de kun er to sygeplejersker og en assistent til at tage sig af dem, når hun møder ind på arbejde igen.
Senest måtte de også spare en kollega væk på aftenholdet, hvilket Nanna Nørgaard Birkkjær siger i den grad kunne mærkes.
Sommerens strejke gav tilmed et enormt pres på de tilbageværende sygeplejersker.
»Under strejken kunne vi kun nå at give nødpleje. Vi kunne ikke nå at bade patienterne ordentligt, og så fik de bare en klud i sengen. Nogle dage nåede vi heller ikke sårpleje, og det er ikke skide godt. På en af de sidste weekendvagter jeg havde, var vi nødt til bare at skifte patienterne og give dem deres medicin. Jeg havde ikke engang tid til at børste tænder på dem.«
Derudover har Nanna Nørgaard Birkkjærs tid som nyuddannet budt på et langt større ansvar, end hun føler, hendes korte tid som færdiguddannet sygeplejerske rækker til.
»Det ansvar jeg har fået, har bare ikke altid været okay. Jeg har prøvet at have aftenvagten alene med en anden sygeplejerske, hvor vi i alt havde ét års encinnitet. Der har ikke været tid til at give mig nogen af vores 'Kom godt i gang'-kurser, og jeg er blevet sat på opgaver, hvor jeg selv skulle gå rundt og bede nogen om at lære mig det,« fortæller hun.
»Vi er ved at være derude, hvor der heller ikke er nok ældre erfarne ansatte til at dække ind i vagtplanen. De har fået nok og har sagt op eller er flyttet til lægehusene, hvor der er bedre arbejdsvilkår,« tilføjer sygeplejersken.
Nanna Nørgaard Birkkjær mindes dagene, hvor arbejdsbyrden var overkommelig.
»Før kom travlheden lidt i perioder. Man vidste, at de gamle blev mærket af influenzasæsonen i foråret, og at mange ville komme ind efter at have udskudt lægebesøg i sommerferien. Der var bare et helt andet flow og perioder med mindre pres, hvor du kunne lade op til de travle perioder og få ro på. Nu er der bare et konstant pres,« fortæller hun.
Arbejdsretten pålagde 9 september de sygeplejersker, der havde nedlagt arbejde i protest, at vende tilbage til den normale arbejdsgang.
Det gælder også de 35 Aalborgensiske sygeplejersker, der 6 september nedlagde arbejde.
Siden har flere sygeplejersker alligevel valgt at fortsætte arbejdsnedlæggelserne.
Nanna Nørgaard Birkkjær ser intet hinder for, at man følger trop i Aalborg og nedlægger arbejde igen trods pålæggelserne.
»Der skal gøres noget, for vi har råbt vagt i gevær 100 gange, og der er ingenting sket. Arbejdsforholdene er blevet så forringet, og det er sket så hurtigt. Hvad får politikerne ud af det her? De må da forstå, at der skal ske noget,« siger hun frustreret og fortsætter:
»Hvis politikerne ikke gør noget, siger folk op. Så må politikerne finde ud af, hvad de gør med alle de ubesatte stillinger. Så bør de jo bare komme og gøre arbejdet selv, men det kan de jo ikke. Vi er uundværlige, men vi bliver alligevel pisset op og ned ad ryggen.«
Hun håber, at konflikterne fører til en forløsning, der gør, at hun for fremtiden kan arbejde i en branche, der ikke giver stresssymptomer og arbejdsvilkår, der ifølge hende er urimelige.
»Jeg håber, at alt det her fører til en ændring. For mig er det værste helt klart de hårde besparelser. Lønspørgsmålet er selvfølgelig også vigtigt. Vi er bare der, hvor vi har slidt og slæbt efter corona, og folk vil ikke nøjes,« afslutter hun.