»Det er dybt urimeligt.«

Sådan fortæller Max Johansen til B.T. Han er langtfra tilfreds med, at hans kone, Anne-Marie Larsen, for nylig blev fyret fra sit arbejde som sygeplejerske i Region Sjælland.

Anne-Marie Larsen blev ramt af corona i maj 2020, efter hun blev flyttet til en af regionens coronaafdelinger under første bølge af pandemien.

Lige siden har hun døjet med senfølger som træthed, ømhed i hele kroppen og hukommelsestab. Hun har derfor ad flere omgange været nødt til at sygemelde sig og gå ned i tid.

»I starten sov hun decideret 18 timer i døgnet. En gang imellem har jeg følt, jeg lige skulle tage hendes puls for at sikre mig, at der var liv i hende,« fortæller Max Johansen.

Men konsekvensen af sygefraværet er nu en fyring.

Årsagen var fravær på grund af længerevarende sygdom og usikkerheden omkring, hvornår hun ville kunne genoptage arbejdet på normale vilkår.

Anne-Marie Larsen har ikke selv ønsket at stille op til interview, idet hun stadig er ansat og sygemeldt fra sit arbejde, indtil opsigelsesperioden er slut. Men det har hendes mand, Max Johansen, til gengæld.

»To gange har hun forsøgt at komme tilbage, og hun var nu tilbage for tredje gang på halv tid og havde en lægeerklæring med udsigt til at komme tilbage på fuld tid om to-tre måneder, og så vælger man at fyre hende på grund af fravær,« fortæller han og fortsætter:

»Sygeplejerskerne og lægerne er jo faktisk heltene i det her (coronapandemien, red.), og så behandler man dem på den her måde. Det synes jeg simpelthen er dybt urimeligt og uempatisk,« slår han fast.

Max Johansen påpeger desuden, at det vil kunne sætte coronaafsnittene i fare.

»Hvor mange sygeplejersker tror du vil arbejde på et coronaafsnit, når den næste bølge rammer? Ingen. Det vil alle da holde sig fra, når det her er konsekvensen,« understreger han.

Region Sjælland tilbød før fyringen Anne-Marie Larsen en 20-timers stilling, men det afslog hun, fordi det ville resultere i en lønnedgang.

Kalder det 'dybt problematisk'

Liselott Blixt (DF), der er medlem af Folketingets Sundhedsudvalg, er forundret over sagen.

»Det er dybt problematisk, at man risikerer at blive fyret, når man faktisk har stået forrest i det arbejde, der har været det seneste halvandet år. Det er takken for at være omstillingsparat, gøre sit arbejde og hjælpe de syge. Og så får man et los bagi, fordi man faktisk er blevet smittet og har fået senfølger. Det er en ommer,« slår hun fast.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Hun understreger desuden, at hun vil tage det op med sundhedsminister Magnus Heunicke.

»Hvis det handler om økonomi, så har regeringen jo lovet, at alt, der er coronarelateret, det kommer fra en anden kasse. Så hvis det viser sig, at sygehusene faktisk har udgifter på mange senfølger, så må det jo være en udgift, der bliver taget ud over det, som ligger i sundhedsvæsenet i dag,« fortæller hun.

Hun frygter ligesom Max Johansen, at det vil afskrække sygeplejersker fra at søge job, hvis konsekvensen af at blive smittet og få senfølger er at blive fyret.

»Hvis man risikerer en fyring, så kan jeg sagtens forstå, at der er nogle, der siger, at det arbejde gider jeg ikke tage. For skal man både risikere at blive smittet, men også risikere at blive fyret, hvis man får senfølger? Det er der ikke noget attraktivt ved,« afslutter hun.

Grundet ferie har Region Sjælland sendt et skriftligt svar til B.T., hvor den blandt andet skriver, at situationer, hvor sygefraværet har været langvarigt, eller hvor det ikke forventes, at en medarbejder kan komme tilbage på arbejde, kan resultere i afskedigelser på grund af sygefravær. Desuden skriver regionen:

»Vi har opfordret medarbejdere, der under deres ansættelse er blevet smittet med covid-19, til at anmelde det som en arbejdsskade. Det betyder, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan tage stilling til en eventuel erstatning.«