I Region Hovedstaden er man begyndt at ruste sig til en tredje bølge af coronavirussen.

Bølgen – der forventes at kunne skylle ind over landet i midten af februar – kan komme i form af den mere smitsomme britiske virusvariant B117.

Det skriver Berlingske.

»Det er helt uforudsigeligt, hvad der kommer til at ske, men vi ved, at det i værste fald kan gå lynhurtigt med eksponentielle stigninger i indlæggelsestallene. Derfor er vi nødt til at have et ganske stort beredskab, som vi hurtigt kan iværksætte,« forklarer ledende overlæge Finn Rønholt​ fra afdeling for medicinske sygdomme på Herlev-Gentofte Hospital til Berlingske.

Som en del af forberedelserne ser man derfor mod Irland og de erfaringer, man har gjort sig der, efter man i landet har oplevet en eksplosion i antallet af smittede og et heftigt pres på sygehusene som følge af udbredelsen af den britiske virusvariant.

Til Berlingske forklarer Finn Rønholt videre, at han ikke vil være 'forbavset', hvis vi til februar ser en smittestigning som den, der fandt sted op til jul, men han vurderer samtidig, at man vil være rustet til det.

Ifølge de seneste tal fra Statens Serum Institut (SSI), er der frem til 11. januar fundet 283 smittede danskere med den britiske variant.

Det reelle antal forventes dog at kunne være langt højere, da man ikke har testet alle smittede for B117.