Det er blot få uger siden, at Henrik Villadsen fortalte, at der er massefyringer på vej på Sjællands Universitetshospital i Roskilde og Køge.

Nu forlader han jobbet som sygehusdirektør med en fratrædelsesaftale i hånden, der sikrer ham 2,9 millioner kroner.

Det oplyser administrerende direktør i Region Sjælland, Per Bennetsen, der fortæller, at Henrik Villadsen stopper som følge af en fritstillelse.

Hovedårsagen til fritstillelsen af Henrik Villadsen skyldes, at ‘der skal være et stærkere fokus på den daglige drift samt samarbejdet med øvrige hospitaler, kommuner og praktiserende læger,’ siger han.

I begyndelsen af oktober meddelte Henrik Villadsen, at der skal findes 130 millioner kroner i næste års budget for Sjællands Universitetshospital. Hele 350 stillinger skal nedlægges, lød det.

Det tal er dog senere nedjusteret til at gælde 198 i hele Region Sjælland. Langt de fleste fyringer sker i Roskilde i Køge.

Men til trods for medansvaret for den dårlige økonomi, Sjællands Universitetshospital havde i øvrigt et underskud på 25 millioner kroner i 2017, får direktøren sin fratrædelsesaftale ‘i overensstemmelse med de vilkår, der er gældende for hans ansættelsesforhold,’ som det er formuleret i en pressemeddelelse.

Per Bennetsen erkender, at økonomien ikke har været god under Henrik Villadsen de seneste år. Og derfor har Region Sjælland lagt en plan for at at få styr på udgifterne.

»Der har været arbejdet systematisk med at sikre en mere stabil økonomi, og det skal han ikke være en del af,« siger den administrerende direktør.

Men ifølge Per Bennetsen skyldes fritstillelsen af Henrik Villadsen ikke først og fremmest de store budgetoverskridelser.

»Hånden på hjertet - det er ikke derfor, vi har indgået (fratrædelses)aftalen.«

Henrik Villadsen, der nåede at besidde sygehusdirektør-stillingen i fem år, giver i pressemeddelelsen udtryk for uenighed mellem ham og hans foresatte i regionen.

»Jeg er stolt over, at vi har fået Sjællands Universitetshospital på vingerne, og det har været fem fantastiske år, som jeg er taknemmelig for.«

»Der er forskellige synspunkter om den strategiske- og driftsmæssige udvikling af universitetshospitalet, og derfor er det naturligt, at vejene må skilles. Jeg ser frem til nye ambitiøse udfordringer og glæder mig fortsat til at løse opgaver i det danske sundhedsvæsen til gavn for patienterne,« siger han.

Over for Sundhedspolitisk Tidsskrift uddyber Henrik Villadsen:

»Det er jo noget, der udvikler sig over tid. Det er jo naturligt, at vejene skilles, når man er uenig om strategien. Det sker mange steder hele tiden. Nu har jeg været topleder i 12 år og er vant til at arbejde 70-80 timer om ugen, så nu får jeg tid til at tænke over, hvad jeg vil. Jeg er meget åben over for muligheder og har ikke lagt mig fast på, om det bliver inden for sundhedsvæsenet, indenfor det offentlige eller indenfor det private.«

Torben Dencker Rasmussen, sygehusdirektør på Holbæk Sygehus, er indsat som konstitueret sygehusdirektør ved Sjællands Universitetshospital.