Celine Dion lider af en autoimmun sygdom. Den tvinger hende nu til at aflyse koncerter i år og næste år.

Den canadiske sanger Celine Dion aflyser hele sine forestående turne - herunder to koncerter i København 23. og 24. september.

Det fremgår af en meddelelse på hendes hjemmeside.

Aflysningerne skyldes sygdom, som forhindrer hende i at optræde, lyder det.

I december sidste år fortalte den 55-årige sanger selv, at hun var blevet diagnosticeret med en sjælden autoimmun sygdom.

Det hedder "stiff person syndrome" og forårsager muskelspasmer og stivhed i kroppen.

Dengang lød beskeden fra Celine Dion, at visse optrædener ville blive udskudt.

Koncerterne på dansk jord er en del af turnéen "Courage World Tour". Den begyndte før coronapandemien, hvor Celine Dion nåede at optræde 52 gange.

Så satte hun sin turné på pause i marts 2020, da coronapandemien ramte. Nu aflyser hun så de resterende i alt 42 koncertdatoer i 2023 og 2024.

- Jeg er så ked af at måtte skuffe jer alle igen. Jeg arbejder hårdt på at genopbygge min styrke, men at turnere kan være rigtig hårdt, selv når du er på 100 procent.

- Det er ikke fair over for jer at blive ved med at udskyde koncerterne, og selv om det knuser mit hjerte, er det bedst, at vi aflyser alt nu, indtil jeg er helt klar til at vende tilbage til scenen, udtaler hun på sin hjemmeside.

/ritzau/