Erik Kolmos har løbet 14 maratoner og 45 halvmaratoner. Han har cyklet 457 kilometer fra Fyn til Skagen, løbet 1.500 dage i træk og cyklet 461 kilometer rundt på Fyn – de tre sidste bedrifter vel at mærke efter han fik en livsomvæltende diagnose.
Den hvide bold ligger på det fugtige, grønne græs.
Det er en efterårsdag i en københavnsk golfklub. Erik Kolmos' krop hopper op og ned på grund af det, han kalder spasmer, som kommer fra hans venstre ben. Med et fast greb svinger han køllen mod bolden og sender den afsted mod flaget længere fremme på banen.
Det her er på mange måder en historie om slag. Ikke bare til en golfbold, men om ikke at lade sig slå ud, når livet slår hårdt.
Erik troede længe, han kun ville blive 40 år. Allerede som barn var der de første problemer med venstre ben. Knæsmerter satte også en stopper for 18-årige Eriks vej ind i militæret. Som 26-årig vågnede han pludselig en morgen og kunne ikke se på det ene øje. Efter fire måneder blev det godt igen, men året efter skete det også på det andet øje. Og så var der den ustandselige træthed.
Noget var galt, det vidste han. Men lægerne kunne ikke sige hvad.
»Hold nu op, jeg har været inde med mange symptomer,« fortæller han, mens han støtter sig til golfkøllen, der også fungerer som stok, når han er på golfbanen.
»De sværeste følelser havde jeg, da jeg var 26, og jeg fik at vide, at det måske var sklerose. Der så jeg mig selv i en kørestol og i løbet af nogle år som en grøntsag, der skulle mades.«
Som årene gik, begyndte Erik også at snuble meget. Først over dørtrin, og senere bemærkede han, når han var ude at løbe, at hans ene ben hang lidt – indimellem faldt han også. Han var ikke klar over, at det kun var begyndelsen.
Selvom lægerne tidligt luftede mistanken om sklerose, gik der alligevel 20 år, før den endelige dom med sikkerhed kunne gives – det var sklerose. Her var Erik 46 år.
Sklerose er en autoimmun sygdom. Den nedbryder dele af nervecellerne, som betyder, at nerverne ikke kan kommunikere ordentligt, og det viser sig i form af forskellige symptomer.
Det kan for eksempel være føleforstyrrelser, synsproblemer, lammelser eller såkaldte kognitive symptomer som hukommelses- og koncentrationsbesvær.
Eriks sklerose overtager langsomt de helt basale færdigheder. Han har svært ved at spise med kniv og gaffel, han kan ikke gå uden en stok, han kan ikke løbe. Det går kraftigt ud over hans nattesøvn, at han tisser op til 20 gange i døgnet og jævnligt har spasmer i benet. Han har balanceproblemer, han har problemer med korttidshukommelsen, han har en skinne under foden for at kunne gå, og så har han mange smerter.
»Jeg vil gerne gå en tur hånd i hånd med min kone, men det kan jeg ikke. 50 meter, så er jeg færdig,« fortæller Erik Kolmos.
»Men jeg gider ikke fokusere på det og sige: 'Hvor er det synd for mig', for det får jeg det ikke bedre af,« siger han, mens han sætter sig ind i den lille vogn, der fragter ham rundt på hele golfbanen.
Den i dag 68-årige, livsglade mand har mange bedrifter bag sig, både professionelt og personligt. Han har trænet det kroatiske ungdomslandshold i badminton og boet i Norge og Grønland som træner. Han har været idrætslærer på en efterskole i 38 år, har en etårig idrætsuddannelse fra universitetet, er uddannet skilærer og har været på over 70 skiferier.
Han er badmintontræner på 54. år – nu forklarer han bare fra sidelinjen i stedet for at demonstrere. Efter diagnosen lærte sig selv at stå på ski på ét ben, så han kunne fortsætte med sine skiture.
Og der skulle vise sig at vente endnu flere, personlige mål forude.
I november 2002, fire år efter han fik diagnosen, besluttede han sig for at se, hvor mange dage i træk han kunne løbe. Han løb konsekvent hver dag. Selv med en lungebetændelse, hvor en læge havde bedt ham lade være med at løbe, sneg han sig ud om natten for stille og roligt at jogge to kilometer – han kunne ikke lade være.
Projektet fik sin afslutning, da han som så mange gange før kom hjem med blod på albuerne, hænderne og i hovedet efter endnu en gang at være styrtet. Hans kone kom ham grædende i møde, tog om ham og bad ham stoppe. Han endte med gennemsnitligt at løbe 4,7 kilometer 1.500 dage i træk, inden han en januardag i 2007 snørede løbeskoene en sidste gang. I dag er han ikke længere i stand til at tage ét eneste løbeskridt uden at falde.
Erik har måttet give slip. Men han nægter at give op. Han sætter sig hele tiden nye, store mål.
Som da han købte en elektrisk ladcykel og i 2017 tog turen på cykel fra Fyn til Skagen, og året efter cyklede 461 kilometer rundt på Fyn. Eller da han satte sig for at spille på samtlige 189 opvisningsgolfbaner i de danske golfklubber inden udgangen af 2019.
Erik er en del af en statistik med mange danskere – Danmark har nemlig en af de højeste forekomster af sklerose i verden. 17.200 mennesker i Danmark lever med sygdommen.
Selvom Erik blev en af de mennesker, lader han sig ikke styre af sygdommen. Erik vil livet. I særdeleshed det positive og aktive liv.
»Jeg får det bedre af at fokusere på det positive, og at jeg kan komme ud og spille og være sammen med folk,« siger han og fortæller, at det også er noget, han skylder sin kone og sine børn og børnebørn.
»De kan ikke gøre for, at jeg er syg, så hvorfor skal de ikke have en glad mand, far og morfar. Selvfølgelig skal de det, det har de fortjent.«
I dag er ladcyklen udskiftet med en trehjulet cykel, men turene på landevejene fortsætter. Målet er 50 kilometer om ugen. Han går i fitness, og så svinger han stadig golfkøllen en hel del. Han har nemlig sat sig et nyt mål om at spille på alt, hvad der findes af træningsgolfbaner i hele Danmark, inden 2023 er omme.
Og så er der noget andet, han har brugt en del tid på at træne.
»Ligesom man kan træne at blive god til fodbold eller engelsk, så kan man også træne at have et positivt sind,« fortæller han.
»Hver morgen, når jeg står op, kigger jeg mig i spejlet, og så siger jeg: 'Erik, hvor ser du godt ud, mand. Det bliver en god dag.'«
Det, Erik er allermest stolt af at have opnået, er at blive far til fire, fortæller han. I forhold til sig selv er han mest stolt af at have bevaret optimismen.
»Ikke noget med at jeg har løbet 1.500 dage i træk eller cyklet til Skagen. Nej, jeg har bevaret optimismen, og jeg tror på, at mange ting kan lade sig gøre,« fortæller han og spejder ud over golfbanen.
Der er kun én ting, der kan stoppe Erik i hans mange mål.
»Et hjertestop, for så kan jeg jo ikke mere,« siger han grinende.
»Men jeg ved, at om ti år skal jeg være mere end heldig, hvis ikke jeg sidder i en kørestol. Så får jeg også et godt liv derfra, det er der ingen tvivl om,« fortæller han.
»Så skal jeg have en dartskive, og så skal jeg sidde og spille dart fra kørestolen,« lyder det med et smil.
Uanset hvad fremtiden bringer, ligger en ting fast: Erik Kolmos giver ikke op.
