DSB må ændre køreplaner på grund af sygdom. Man har valgt ruter, der rammer så få som muligt, lyder det.

Den udbredte smitte med coronavirus mærkes også hos DSB.

Virksomheden er så hårdt ramt af sygdom, at den må ændre køreplaner på Sjælland fra torsdag til og med den 23. januar.

Det oplyser DSB til TV 2 Lorry.

- Det sygefravær, som mange andre virksomheder oplever, har nu ramt os. Det har ramt bredt og derfor mange faggrupper, både kundevendte og baglandsfunktioner.

- Det betyder, at vi skal køre med færre tog, siger DSB's informationschef, Tony Bispeskov, til TV 2 Lorry.

Ændringerne gælder blandt andet kystbanen mellem Helsingør og Københavns Hovedbanegård, som fortsætter videre til Roskilde.

Her kører der normalt fire tog i timen, men fra torsdag bliver det nedskaleret til tre tog i timen.

Regionaltoget mellem Slagelse og Københavns Lufthavn bliver helt aflyst.

Ifølge Tony Bispeskov er de ruter blevet valgt, fordi det vil ramme færrest mulige kunder. Der er nemlig andre alternativer på disse ruter, forklarer han.

Han forventer ikke, at den udbredte sygdom vil føre til yderligere ændringer.

- Om ændringerne fortsætter afhænger af det videre forløb, og det kan vi jo kun gætte på.

- Men vi forventer ikke ændringer på andre strækninger, siger han til TV 2 Lorry.

Han anbefaler rejsende at tjekke Rejseplanen.

Over den seneste uges tid er der flere gange registreret omkring 20.000 nye smittetilfælde dagligt. Den mere smitsomme omikronvariant er dominerende i Danmark og driver smitten.

Statens Serum Institut forventer, at smitten vil toppe i slutningen af januar.

/ritzau/