Sydbank har nu også sænket grænsen for, hvornår deres privatkunder skal betale negative renter.

Det oplyser banken i en meddelelse onsdag.

»På grund af markedssituationen og da det negative renteniveau forventes at fortsætte i flere år frem, finder Sydbank det nødvendigt med virkning fra 1. maj 2020 at fastsætte en grænse på 250.000 kroner for, hvornår privatkunder skal betale negativ rente af indlån,« skriver banken i meddelelsen, inden de fortsætter:

»Grænsen er gældende for en konto, når kunden har en Nemkonto i Sydbank. På øvrige konti betaler Nemkonto-kunder fortsat negativ rente fra 50.000 kroner.«

Derudover oplyser banken i samme meddelelse, at indlån for 10 milliarder kroner bliver ramt af renteændringen.

Jyske Bank meddelte tirsdag at deres privatkunder skal betale minusrenter for samtlige beløb, de har stående i banken hos dem.

I Jyske Bank kan deres privatkunder have 250.000 kroner til at stå på deres Nemkonto uden, at de skal betale negative renter.

Danske Bank og Nordea har også indført negative renter for deres privatkunder. Kunder med en NemKonto og mindst 1,5 millioner kroner stående i Danske Bank og kunder uden en NemKonto i Danske Bank med over 750.000 kroner stående i banken får fremover minus 0,75 i rente.

Hos Nordea er der en en negativ rente på minus 0,75 procent for privatkunder der har indeståender over 750.000 kroner.